Parasport Danmark logo hvid.png

Den allerførste træning

Med lidt hjælp fra verdens bedste håndboldspiller, holdt træner Pernille Thomsen sine spillere motiverede under corona-nedlukningen. Nu er AB Håndbold Special-spillerne lykkelige for at kunne træne igen.

Den allerførste træning

- Kenni, Kenni, Kenni, råber Pernille Thomsen, imens hun klapper i hænderne. Pernille Thomsen er træner for AB Special, og hun har glædet så meget til at se “sine” spillere igen, at hun hepper på dem, efterhånden som de ankommer. 

- Jeg har glædet mig rigtig meget til det hele, fortæller Oliver Denison, som er en af de 9 spillere, der er kommet til dagens træning efter 10 ugers coronanedlukning. Det er svært at svare på, hvad han har glædet sig mest til, for han har savnet både holdkammeraterne, trænerne og træningen.  

Alle spillerne i AB Håndbold Special har et udviklingshandicap, og de har trænet hver eneste torsdag i 4 år op til nedlukningen. I dag får de udleveret ny grønne træningstrøjer, som holdets sponsorer har sørget for. 

Reglerne siger, at der maks må være 10 til træning, inklusive træneren. Der er 20 spillere på AB Håndbold Special, og der var rift om at være blandt de 9 spillere, som skulle træne sammen i dag. 

Træning på græs

AB’s boldbaner i Bagsværd er omdannet til håndboldbane for AB Håndbold Specials allerførste træning. Gensynsglæden er stor blandt alle spillerne, og selv om der skal holdes afstand glemmer flere det og uddeler high fives.

Selv om de må nøjes med at mærke banen af med trøjer, og træneren er streng når det kommer til at holde en meters afstand, så giver alle ni spillere alt hvad de har i sig. 

De to målmænd er ekstra udfordret idet håndboldmålet er udskiftet med et stort fodboldmål og de står med den skarpe sol i øjnene. De mange forholdsregler gør træningen til en udfordring, men stemningen er høj lige fra starten, godt hjulpet på vej af musikken fra den transportable højttaler og træner Pernille Thomsens sjove opvarmning.

- Højere musik, råber flere af spillerne, imens de varmer op. 

Alle spillerne er udfordret, når de spiller udenfor. De har svært ved at drible på græsset, og der er ingen vægge til at stoppe en vildfaren bold. Det sender spillerne ud på en del lange løbeture. 

Lock down - nu stopper træningen

Da Danmark lukkede ned d. 11. marts 2020, var det ikke sit job som fysioterapeut Pernille Thomsen var bekymret for, men AB Håndbold Special. Noget af det, hun glæder sig allermest til på en helt normal uge, er håndboldtræningen om torsdagen.

- Jeg tænkte, ’hold nu kæft, hvor kommer jeg til at savne de her kanaljer’, fortæller Pernille Thomsen.  

-Da det lukkede ned, ramlede alt bare. Det havde ikke været så svært at komme igennem (lockdown, red.), hvis bare vi havde haft lov til at træne, fortæller spilleren Sanne Ronja Hübertz.

Sammen med sine holdkammerater havde hun glædet sig meget til at deltage i Special Olympics Idrætsfestivalen i Frederikshavn i maj måned. De havde lagt mange kræfter i og var spået gode chancer i håndboldtuneringen:
- Jeg havde virkelig glædet mig, så jeg blev rigtig ked af det, siger Sanne Ronja Hübertz, men AB Håndbold Special satser på at få chancen når den udskudte festival afholdes næste år.

Træner hver for sig 

Træner Pernille Thomsen blev bekymret for spillerne på holdet. For mange af dem er den ugentlige håndboldtræning det eneste sociale bånd, de har. 

- Min største frygt har været, at der er nogen, der sidder og bliver rigtig kede af det. De er jo også sendt hjem fra arbejde eller studier, og nogen sidder helt alene derhjemme. 

Mette Pedersen og Oliver Denison er holdkammerater i AB special - og så er de kærester. De har set hinanden under lock down og har holdt humøret oppe ved at træne sammen. 

-Det er noget rigtig møg, at træningen stoppede, fortæller Mette Pedersen. 

Parret har næsten ikke snakket om andet de sidste par uger, end om hvor meget de glæder sig til at se deres holdkammerater og få lov til at spille håndbold igen.

-Jeg mangler holdet, når jeg skal træne, men jeg har trænet næsten hver dag, fortæller Oliver Denison.

Jeg mangler holdet, når jeg skal træne, men jeg har trænet næsten hver dag.
- Oliver Denison

Sjove træningsvideoer 

Det gik lynhurtigt med at arrangere alternativ træning til spillerne. Hver uge lagde trænerne en ny video op på holdets Facebookgruppe. Videoerne er en kombination af styrkeøvelser og træning i hurtighed. Det kan for eksempel være at lave en forhindringsbane i sin stue eller træne vægte med fyldte vandflasker. De måtte dog justere øvelserne, idet en af spillerne fik klager fra underboen over, at det larmede, når han trænede. 

Videoerne har været et kæmpe hit blandt alle spillerne, det er en af de ting spillerne snakker op ved dagens træning. 

- Videoerne er sjove, fordi træneren er helt gakket, fortæller Mette Pedersen. 

Videoerne har skabt et online fællesskab for holdet.

-Nogen kommenterer på videoerne, og andre har bare været inde og se dem. Andre lægger selv noget op. Det er vigtigt for mig, for det betyder, at de er der. Der er ikke nogen, der sidder alene tilbage, siger træner Pernille Thomsen

Spillerne har endda fået tips til træningen af landsholdspiller Mikkel Hansen under lockdown. Han havde lavet en online træningsvideo, hvor han gav tip til hjemmetræningen. 

- Spillerne syntes, det var mega sejt, fortæller Pernille Thomsen.

Aftalen med Mikkel Hansen kom i stand, fordi han skulle lave en træningsvideo til en af Pernilles kolleger, og så fik hun ham med på også at lave en til AB Håndbold Special.

Hårdt men godt at være tilbage

Det er varmt og spillerne bliver nødt til at holde en velfortjent vandpause under dagens træning. Tiden er fløjet afsted, og træningen afsluttes med styrketræning ved tilskuerpladserne.

Oliver Denison giver alt hvad han har i sig. Han synes træningen er sjovest, hvis han får masser af sved på panden.

Da der ikke er mere energi tilbage, samles holdet omkring træner Pernille Thomsen og snakker om, hvad træningen skal indeholde de næste måneder. 

Holdet er enige om, at de vil ud og spise sammen, og måske en tur på Bakken. Men de vil også spille en træningskamp, hvis regeringen giver lov. Allerhelst vil de bare gerne kunne samle hele holdet og spille en masse håndbold - sammen. 

-Vi er kommet hjem til AB, og holdet hænger stadig sammen, det er så dejligt at mærke, fortæller Pernille.  

Trænerens 3 motovations-tips

Her er træner Pernille Thomsens 3 vigtigste tips, hvordan du holde motivationen oppe, når du træner derhjemme.  

  1. Træn med venner online. Aftal med en ven at mødes på Facetime eller Messenger og lave det sammen. Når man forpligter sig overfor hinanden, er det nemmere at finde motivationen. Det er med til at bevare fællesskabet, og så er det sjovere end at træne alene. 
  2. Hold det simpelt. Lav højest 3 øvelser: noget for armene, noget for benene og noget for kroppen. Hvis man laver et kæmpe træningsprogram, kan man miste energien i det. 
  3. Brug musik du elsker. Sæt noget musik på, du kan lide. Jeg sætter altid musik på til træning. Hvis du sætter et nummer på, du bare elsker, så er det svært at lade være med at bevæge sig.