Parasport Danmark logo hvid.png

Lad Legene Begynde

”Alle kan være med. Det er fedt.” Mikkel Schöttel og Kristian Bak Eriksen, der til daglig spiller kørestolsrugby, er taget en tur rundt i Experimentarium. Her tester de den nye udstilling ”Lad Legene Begynde”.

H.K.H. Kronprins Frederik var med til den officielle åbning af udstillingen 'Lad Legene Begynde' på Experimentarium.
H.K.H. Kronprins Frederik var med til den officielle åbning af udstillingen 'Lad Legene Begynde' på Experimentarium.

Man fristes til at kalde Experimentarium verdensmestre i formidling til børn. På det populære besøgssted, der især tiltrækker børn og deres familier, bliver der netop nu skudt med luftpistol, fægtet, testet hvilepuls og spillet kørestolsrugby.

Her på Parasport bladet sendte vi Mikkel Schöttel og Kristian Bak Eriksen en tur rundt i udstillingen for at få deres umiddelbare indtryk af aktiviteterne. To atleter der begge har et legebarn gemt lige under overfladen.

- Jeg synes virkelig, virkelig det er fedt. Også fordi der er PL-sportsgrene med. De får ikke så meget opmærksomhed til daglig. Nu har man lige pludselig mulighed for at komme ud at prøve en masse. Jeg glæder mig til at høre, hvad der sker, når man senere får mulighed for at prøve kørestolsrugby herude. Det tror jeg virkelig bliver sjovt, fortæller Mikkel Schöttel.

Noget for alle

’Lad Legene Begynde’ blev i januar skudt i gang med bue og pil af H.K.H. Kronprins Frederik. Udstillingen består af et testcenter, en arena og et LEGO-værksted.

I testcentret kan de besøgende teste styrke, hurtighed og reaktionstid. Derudover byder arenaen på action-pakkede weekender med alt fra kuglestød til kørestolsrugby – og meget andet. LEGO-værkstedet har titlen: ”Byg en forandring – sport er for alle”. Her kan de besøgende komme forbi og designe nye, kreative løsninger i LEGO klodser.

Det bliver uden tvivl et Olympisk og Paralympisk år med masser af spændende aktiviteter. Ikke mindst når den Olympiske By åbner på taget af Experimentarium til sommer.

Udstillingens ansigter

Atleterne Lisa Kjær Gjessing, Sebastian Frederiksen og Peter Rosenmeier er alle tre udvalgt til at være ambassadører for ’Lad Legene Begynde’. Det er de i fællesskab med OL-atleterne Anne-Marie Rindom, Maja Jager og Mia Blichfeldt.

Hvor hurtigt kan du løbe?

Kristian Bak Eriksen: ”Løbebanen er god, fordi alle kan være med. Der er endda tænkt over at lave en bane uden startboks. Så kan man også være med, hvis man sidder i kørestol. Men når man har en holdkammerat, der fuldstændig dropper den gode olympiske ånd og snyder ved start, så ødelægger det jo det sjove.”

Action-pakket program på arenaen

På et afgrænset område vil der lejlighedsvis være mulighed for at prøve en masse forskellige idrætsgrene. 

Kristian Bak Eriksen: ”Det er pissefedt. Men det er lidt et problem, at gulvet er så hårdt at køre på, fordi det er blødt. Det føles som om, man stopper hele tiden. Men det her sted er genialt.”

Byg en forandring

Med LEGO-klodser og vejledning fra Experimentariums piloter kan de besøgende prøve kræfter med at designe nye sportsfaciliteter. Formålet er at styrke forståelsen for inklusion og ligeværd inden for sport og bevægelse.

Kristian Bak Eriksen: ”Det er en rigtig fin aktivitet. Børn tænker ud af boksen. De bygger jo bare et eller andet. Og det kan tit være genialt. Det synes jeg er fedt.”

Luftpistol og luftriffel

Her kan man prøve den olympiske 10 meter disciplin i luftpistol eller luftriffel. Man kan både stå frit eller støtte sin arm på bordet.

Mikkel Schöttel: ”Det er svært at gøre med en dårlig håndfunktion. Jeg kan ikke holde ordentlig på våbnet og jeg kan heller ikke trykke den der trigger ned. Men det er sjovt.”

Kan du flytte fokus?

Mentaltræning forbedrer præstationsevnen. Det kan man mærke på egen krop, når man ved hjælp af meditation skal forsøge at ignorere kulden fra stangen.

Mikkel Schöttel: ”Denne her er sjov. Man hører en fortælling, som gør, at man flytter fokus. Vi har faktisk en mentaltræner på landsholdet, som netop har arbejdet med de her ting sammen med os.”

LAD LEGENDE BEGYNDE 

’Lad Legene Begynde’ er lavet i et tæt samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Parasport Danmark.

Udstillingen er åben frem til efteråret 2020 og på www.experimentarium.dk kan du læse mere om udstillingen og hvad der er på programmet.