Frivillig IFORM: ”Kunsten er at hjælpe individuelt”

Hvordan startede du som frivillig?

Jeg startede i A93 (Idrætsaktiviteter for apopleksiramte, Tønder) efter at min hustru blev syg og måtte igennem en hjerneoperation, med kognitive og fysiske handicap til følge. Hun og jeg har altid været lokalt engagerede, og da flere af de fælles aktiviteter vi havde ikke længere var mulige for os, kastede vi os over noget vi igen kunne være fælles om. Min hustru var næstformand i A93, og i år 2000 blev jeg valgt som formand.

Hvorfor er du frivillig?

Jeg fik jo handicap tæt ind på livet og kunne mærke, at her kunne jeg gøre en forskel. Der er i min verden ikke noget mere givende, end sammen med andre, at skabe noget til glæde for nogen helt tredje. De mennesker med handicap, som jeg kender, er taknemmelige for den hjælp de får, men kunsten er at hjælpe individuelt. Nogle bliver kede af det, når man ikke hjælper som de forventer, og nogle bliver kede af det, når man hjælper for meget. Og hvad lærer man af det? Såmænd, at vi alle er forskellige og har forskellige behov – og det tager en formand ikke skade af at blive mindet om, selv om han i grunden godt vidste det i forvejen.

Hvad er din største oplevelse?

Mine største oplevelser har været, når en der sidder i kørestol ikke betragter sig selv som handicappet, men at der blot er et par ting man ikke kan. Eller at en der har afasi og som har tillid til mig, blot behøver at kigge på mig, og jeg så ved, at nu må jeg godt svare på vedkommendes vegne.

For et par år siden var vi på en bustur til Berleburg i Tyskland med 60 andre, hvoraf 20 var med handicap, og vi skulle selvfølgelig besøge slottet som prinsesse Benedikte bor på. Guiden vi havde med forklarede, at der var mange trapper i slottet og at gangbesværede ikke kunne komme med indenfor. Vi var to, der kiggede på hinanden, og uden at sige noget, besluttede vi, at den var vi ikke med på. Så vi satte stole på de forskellige etager, så folk kunne hvile sig. Derefter løftede vi dem, der ikke kunne komme ud af kørestolen. Det var hårdt arbejde, men det hele værd, da alle kom med rundt. Bagefter sagde guiden: ”Hold op, hvor jeg skammer mig over det jeg sagde – jeg vil aldrig nogensinde fremover lægge begrænsninger for nogen, for I har lært mig, at hvis der er vilje til stede, kan alt lade sig gøre”.

Hvad er du mest stolt over?

At jeg har været med til at gøre en forskel og ikke mindst været med til at skabe synlighed om handicapidrætten, idet vores træningsbane i dag er i Tønder Sports- og Fritidscenter, sammen med alle andre idrætsudøvere. Jeg har været med til at sætte A93 på landkortet, i hvert fald her i Tønder, hvor alle kender foreningen. Det mærker vi tydeligt i forbindelse med donationer fra lokale fonde og legater.

Laust Mensel

• Formand i A93 i Tønder siden 2000
• 69 år
• Kort- og landmålingstekniker
• Desuden aktiv i Tønder festival, Hjernesagen, sociale forening Vejlefjords Venner.