Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

EM i ridning: Champagnesejre

Stortaltentet Tobias Thorning Jørgensen vandt dobbelt guld ved europamesterskaberne i paradressur i Rotterdam, der også bød på dansk holdmedalje.

EM i ridning: Champagnesejre
De flotte resultater ved EM blev fejret med champagne. Foto: Svend Aage Madsen

Det er et overvældet landshold, der for nyligt er vendt hjem fra europamesterskaberne i paradressur i Rotterdam med hele tre medaljer. Det unge stortalent Tobias Thorning Jørgensen (Grad III) vandt guld i den individuelle konkurrence og i freestyle for grad III, og holdet modtog bronze i holdkonkurrencen.

Ikke overraskende er landstræner Astrid Gemal yderst tilfreds med resultatet:
- Jeg havde selvfølgelig håbet på en holdmedalje, men ikke rigtig turdet forvente det. Vi har jo rigtig mange debutanter på holdet, og det er jo svært at vide, hvordan nye ryttere rider i konkurrence, men alt gik jo over forventning.

Det hele gik så stærkt

Tobias Thorning Jørgensen forlod stævnet i Rotterdam som dobbelt Europamester, men de nye titler er ikke helt sunket ind hos det 19-årige stortalent:

- De sidste døgn har været ret vilde og surrealistiske. Vi fik ikke medaljerne med det samme, men først dagen efter man havde reddet, og det var først, da jeg havde medaljerne om halsen, at det gik op for mig. Det hele gik også bare så stærkt. Vi fejrede det med lidt champagne, men der var jo stadig nogle på holdet, som skulle ride, så vi skulle hurtigt videre, fortæller han. 

Selvom de mange medaljer kom som en overraskelse for den unge rytter, er resultatet ikke fuldstændig uventet, hvis man kigger på verdensranglisten. Tobias Thorning Jørgensen lå som nummer et på verdensranglisten for grad III, allerede inden han vandt EM-guldet i Rotterdam.

Ikke desto mindre var landstræner Astrid Gemal imponeret over den unge rytter:

-Tobias var jo nærmest flyvende! Jeg vidste godt, at han var god, men han havde jo en ny hest med, og det betyder bare rigtig meget. Det giver rigtig mange ubekendte, når hesten ikke har reddet stævner før, men det gik jo rigtig godt.

Slog verdensmester

Tobias havde heller ikke selv forventet det gode resultat:

- Jeg havde da håbet på en medalje, men der var virkelig mange gode ekvipager i min gruppe, der alle kunne have vundet - blandt andre den tidligere verdensmester Rixt van der Horst, som fik en andenplads.

Tobias red på hoppen Jolene, som ikke tidligere har reddet paradressur. Tobias og Jolene havde derfor meget at lære om hinanden. Normalt tager det op til et år at ride en hest til, men Tobias og Jolene har kun arbejdet sammen i fire måneder, og derfor er sejren helt exceptionel.

Tobias Thorning Jørgensen
Tobias Thorning Jørgensen
Line Thorning Jørgensen
Line Thorning Jørgensen
Caroline Cecilie Nielsen
Caroline Cecilie Nielsen

Det slutter ikke her

Det skorter heller ikke på ambitionerne hos Tobias Thorning Jørgensen, der som søn af den tidligere paradressur verdensmester Line Thorning Jørgensen er vant til et hjem med medaljer:

- Næste mål er helt klart de Paralympiske Lege. Jeg kan selv finde mange fejl i min ridt, og steder jeg kan blive bedre. De Paralympiske Lege ville være det største. Jeg vandt EM-medaljen i det individuelle program med 75,706 point, så der er stadig mulighed for forbedringer, fortæller han

Astrid Gemal ser også flere gode muligheder for en trup til Paralympiske Lege:

- Jeg har en bred vifte af ryttere, som jeg sagtens kan se for mig på et paralympiadehold. Men vi har jo haft stor udskiftning i hestene, så jeg har ikke sat mig fast på noget endnu. Sådan en som Caroline Cecilie Nielsen var jo lige i slipstrømmen af medaljer, så hende skal vi have trænet op.
Slaget om de olympiske medaljer står i Tokyo i 2020, hvor Astrid Gemal håber, at store navne som Stinna Tange også er klar til at deltage.

”Vi er jo bare alle sammen ryttere”

Europamesterskaberne i paradressur bliver afholdt i forlængelse af det regulære europamesterskaberne i dressur, og det ser både ryttere og træner mange fordele i:

- Det er superfedt, at vi alle sammen er her sammen. Jeg er også rigtig tæt med mange af de almindelige ryttere, så det er rigtig dejligt, at vi kan være her sammen og heppe på hinanden. De stod og hujede og klappede, da jeg red, og jeg gjorde det samme for dem, da de red, fortæller Tobias Thorning Jørgensen, og Annette Gemal supplerer:

- Vi er jo bare alle sammen ryttere, som gerne vil snakke om heste og rideteknikker. Men det er jo også en kæmpe anerkendelse af paraatletikken, at vi er her som en naturlig del af europamesterskaberne. Jeg tror også, at alle deltagere får noget ud af at se, hvor bred sporten er, og vi kan alle sammen lære noget af hinanden.

Landsholdet

Tobias Thorning Jørgensen, Grad III

Caroline Cecilie Nielsen, Grad III

Line Thorning Jørgensen, Grad V

Camilla Christensen, Grad V

label