Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Kort sport

Sportsnyheder fra parasporten.

Kort sport
BSF blev danske mestre i Powerchair Football.

Atletik / RaceRunning: Personlige rekorder i Dubai

Både Lasse Kromann (Odense) og Andrea Stokholm Overgaard (Frederiksberg) fik en flot sæsonstart, da de sidst i februar deltog i årets første WPA Grand Prix i Dubai.

Begge atleter forbedrede deres personlige rekorder på 100 meter - Lasse Kromann løb i 19,78 sek og Andrea Stokholm Overgaard kom i mål i 21,68 sek. Det var ganske tilfredsstillende for landsholdschef Mansoor Siddiqi, der inden stævnet havde sat næsen op efter tider under hhv. 21 og 23 sekunder for de to løbere.

- Målsætningen fra det her stævne må siges at være nået, da begge atleter slår ny PR på 100 meter. Atleterne har nu noget at sammenligne med i resten af sæsonen, sagde Mansoor Siddiqi.

Siden hen er de to atleter, samt Karla Risum (Randers) blevet udtaget til november måneds VM, der også afholdes i Dubai.

 

Kørestolsrugby: Danmark vandt EM-test

Danmark fik en fin optakt til EM i kørestolsrugby til august i Vejle, da de i påsken vandt en hjemlig firenationers turnering med deltagelse af Danmark, Frankrig, Canada og Sverige.

Turneringen, der blev afholdt på ferie-, sport og konferencecentret Musholm, resulterede i lutter danske sejre, sluttende med en finalesejr på 51-49 over Frankrig. Canada blev nummer tre efter en storsejr over Sverige.

- Især kampene mod Frankrig og Canada har været på et højt niveau og meget jævnbyrdige. Det er rigtig gode mandskaber, og det er sejre, vi kan bruge til noget. Sverige er en lidt anden historie, de mangler en af deres profiler, og det gør en forskel, forklarede landsholdsspiller Mikkel Schöttel.

Også landstræner Jason Regier var glad for at se sit hold an mod udvalgte topnationer.

- Jeg er meget glad for den kvalitet og intensitet, jeg har set i spillet. Vi får prøvet nogle ting af både i forhold til opstilling og til de taktiske facetter, sagde landstræneren.

Nu venter EM, hvor målet er den finaleplads der vil sikre den første danske PL-kvalifikation i kørestolsrugby nogensinde.

Triathlon: Tasmansk bronze til Sebastian Andersen 

Para-triatleten Sebastian Andersen kom i mål på en flot tredjeplads, da årets første world cup-løb, Devonport Paratriathlon i Tasmanien, blev afholdt i begyndelsen af marts.

- Jeg kommer i mål rigtig tilfreds med en tredjeplads. Gode point er scoret til verdensranglisten, og jeg kan komme herfra med en god omgang mod og motivation til den fremadrettede træning mod sæsonens kommende stævner, siger Sebastian Andersen, der fra sin base i Dubai kæmper for at kvalificere sig til PL i Tokyo næste år.

 

Skydning: Legende skal løfte dansk paraskydning

30 paralympiske medaljer har svenske Jonas Jacobsen under bæltet, og nu er den måske bedste paraskytte nogensinde blevet dansk landstræner. 

I Parasport Danmark glæder landsholdschef Jens Møllenberg sig over, at det er lykkedes at tiltrække en sand legende til trænerposten:

- Det vil helt sikkert give et løft for vores nuværende landsholdsskytter, men vil også bringe fremtiden og rekrutteringsarbejdet ind i mere optimale rammer – det lover godt for fremtiden.

Også Johnny Andersen, der senest var ene om at repræsentere dansk paraskydning ved PL i Rio 2016, synes at man har ramt plet med ansættelsen:

- Det er betryggende at have en træner, der har prøvet alt, og samtidig ved hvad det vil sige at skyde fra en siddende position fra en kørestol.

 

Powerchair Football: BSF tog mesterskabet

4. maj blev det danske mesterskab i Powerchair Football afgjort på Tovshøjskolen i Brabrand. I en nervepirrende finalekamp mødte Ballerup-Skovlunde-klubben BSF hjemmeholdet Aarhus Rolling Devils 1.

De to hold har kæmpet om førstepladsen i ligaen gennem hele sæsonen, og de fem seneste indbyrdes kampe er endt uafgjort. Og sådan endte det igen: 1-1, og dermed kunne sjællænderne fra BSF, der på forhånd havde et enkelt points forspring, lade sig fejre som forbundsmestre 2019.

Den endelige stilling efter 2. slutspil blev:

  1. BSF Powerchair Football = 17 point
  2. Aarhus Rolling Devils 1 = 16 point
  3. Aalborg Powerchair Football = 7 point
  4. Aarhus Rolling Devils 2 = 0 point

Topscorertitlen gik til BSF’s Daniel Egebjerg med 51 mål.

 

Atletik: Vienberg sætter ny verdensrekord

Med en supertid på 15:53 min satte Christoffer Vienberg den 16. maj ny verdensrekord på 5000 m distancen for løbere med spastisk lammelse.

- Det er kæmpe stort. Jeg tror aldrig, jeg har været så tilfreds, jublede Vienberg, der løb rekorden hjem ved et almen-stævne på Bagsværd Stadion. Her smadrede han sin egen tidligere verdensrekord med hele 25 sekunder.

 

Optur

Lækkert look. Noget forsinket har parasport.dk fået et nyt flot design. Ahh, det var tiltrængt!

Kom nu tilbage, Christoffer. Mellemdistanceløberen Christoffer Vienberg satte i maj ny verdensrekord på 5000 meter, men er er stoppet på atletiklandsholdet. Vi vil have dig i rødt og hvidt, Christoffer!

Vildt i Vejle. Mand, hvor vi glæder os til august måneds EM i kørestolsrugby i Vejle! Internationale mesterskaber på hjemmebane er noget helt særligt. Kom og støt de danske