Parasport Danmark logo hvid.png

Captain America skal løfte Danmark

Det er godt to år siden, at den tredobbelte PL-medaljevinder Jason Regier overtog hovedansvaret for det danske kørestolsrugbylandshold. Til august sættes alt ind på at kvalificere Danmark til De Paralympiske Lege i Tokyo, når der afvikles EM i Vejle.

Captain America skal løfte Danmark

- Svarer ansættelsen af dig som dansk landstræner til, at Mourinho blev fodboldtræner for FCK?

Jason Regier griner ad sammenligningen. Selv om han er amerikaner, er han ganske velbevandret i vores form for fodbold. Inden sin bilulykke i 1996 var soccer den sport, han selv dyrkede hjemme i Denver, Colorado.

- Må jeg ikke i stedet være Pep Guardiola? spørger han.

Han er ikke meget for den selviscenesættende portugiser med den defensive tilgang. Men han anerkender, at det er et bemærkelsesværdigt skifte for en tredobbelt paralympisk medaljevinder og amerikansk landsholdsanfører som ham selv, at blive dansk landstræner.

- Jeg kendte Thor og Torben (Johansson og Nygaard, tidligere dansk landstrænerduo) og kunne godt lide tankerne bag projektet. Efter 17 år på det amerikanske landshold, hvor jeg i de sidste år havde en spillende trænerfunktion, var jeg moden til luftforandring, siger Jason Regier.

- Jeg kan godt lide den roligere og mere ydmyge tilgang i Danmark. Amerikansk sport kan godt have en tendens i retning mod det storskrydende, fortæller han.

Jason Regier har stadig sin base i USA og rejser så til Danmark til samlinger og turneringer. Ofte med Musholm ferie-, sport- og konferencecenter i Korsør som destination. Muskelsvindfondens center, der giver fremragende rammer for atleterne.

- Selv canadierne, der er sportens pionerer og vant til gode forhold, er vilde med at komme her, fortæller han.

Vellykket generalprøve

Det er netop på Musholm i påskedagene, at vi møder den 44-årige Jason Regier. Her deltager foruden Canada også Frankrig og Sverige i en firenationersturnering, der er en del af forberedelserne frem mod årets store begivenhed, EM i kørestolsrugby i Vejle fra d. 7. til 11. august.

Opvarmningsstævnet bliver en stor dansk succes med udelukkende sejre. På sidstedagen slår Danmark Frankrig med 51-49 i en tæt og jævnbyrdig finale. 

Det er et godt skridt på vejen til det, der er hele missionen med ansættelsen af Jason Regier: at Danmark kan tage det sidste hop op i verdenseliten.

Det danske rugbylandshold er i øjeblikket nummer otte på verdensranglisten, men har stadig til gode at deltage i De Paralympiske Lege (PL). Alle såvel spillere som trænerteam er enige om, at det er det store mål. Men hvad skal der så til?

- Vi kan godt rykke os på den mentale front. At vi stiller krav til os selv og hinanden. At vi går ind i tingene ikke bare for at være med men for at vinde – hver gang. Der kan vi godt tage noget af den amerikanske mentalitet til os, siger Jason Regier.

Med henholdsvis guld, sølv og bronze fra de tre seneste Paralympiske Lege i Beijing, London og Rio ved han, hvad der kræves. Men det er faktisk ikke de tre medaljer, han betragter som den egentlige præstation.

- At du vinder medaljer som amerikansk atlet, er ikke nogen stor overraskelse. Jeg plejer at sige, at det, at jeg blev udtaget til holdet tre PL i træk, er den egentlige præstation. Antallet af gode spillere er så højt, at ingen får pladsen forærende.

- Det skaber helt naturligt et meget konkurrencebetonet miljø, og det kan være svært at overføre til en dansk kontekst. Med fem klubber og et begrænset antal spillere er der bare ikke samme konkurrencesituation, siger Jason Regier.

- Det betyder, at spillerne skal være dygtige til at motivere sig selv, også selv om deres plads måske ikke rigtigt er i fare. Det oplever jeg heldigvis, at de sagtens kan, siger han.

Matematikken i startopstillingen

At Jason Regier har været fast bestanddel af det amerikanske landshold i 17 år hænger i høj grad sammen med, at han er en spiller, der er scoret lavt. For at forstå kørestolsrugby må man nemlig forstå spillernes pointinddeling. Spillere med et højt funktionsniveau får en høj score på op til 3,5 point, og samlet må der højst være otte point på banen ad gangen fordelt på fire spillere.

Vi kan godt rykke os på den mentale front. At vi går ind i tingene ikke bare for at være med men for at vinde – hver gang.

Derfor har man brug for spillere med en inddeling i den høje, den lave og i midten af skalaen. Spillerne udfylder så forskellige funktioner, og Regier bruger amerikansk fodbold til at forklare forskellene.

- En spiller med en høj score er lidt ligesom quaterbacken. Han er meget i boldbesiddelse, og den der sætter spillet op. Middelscore-spillere er ofte en slags running back, der scorer pointene, mens spillere med lav score arbejder med spærringer og screeninger som en linebacker, forklarer han.

- Det er et fedt system, der gør, at vi uanset funktionsniveau kan deltage og hver især bidrage til holdet.

- Vi har på det danske landshold dygtige spillere i den høje ende af skalaen. Det er også nødvendigt, hvis vi vil være med i toppen. Der er også gode spillere længere nede af skalaen, men jeg kunne godt bruge flere spillere herfra, det ville give os flere taktiske muligheder, siger Jason Regier.

PL-kvalifikation i Vejle

At EM i Vejle bliver en kæmpe oplevelse, er landstræneren ikke et sekund i tvivl om. Han var selv med, da Danmark husede VM i Odense i 2014.

- Det var en fed oplevelse, og jeg er sikker på, at det bliver endnu vildere denne gang. Danmark er gode til at lave de her arrangementer, og den Europa er nok den generelt stærkeste og mest jævnbyrdige zone, siger han.

Danmark er i pulje med Schweiz, Polen og Storbritannien. Briterne regnes af de fleste som favoritter. Danmark valgte at komme i pulje med dem for ikke at kunne møde dem i en eventuel semifinale. Lykkes det at komme i finalen, er man automatisk kvalificeret til Tokyo 2020. Skulle det kikse kommer der endnu en chance, men det kan blive en svær omvej, som Danmark tidligere har prøvet. Op til PL i Rio tabte man den afgørende kamp til USA med en vis Jason Regier på holdet.

- PL er bare det ultimative. Hver gang har det været en fantastisk og særegen oplevelse. Vi spillede mod Storbritannien i London foran 12.000 tilskuere. Arrangørerne havde en fantastisk tilgang til os atleter, hvor der var fuld fokus på sporten, og de vidste, hvem stjernerne var. Det var med til at gøre det til noget særligt. Sporten flytter sig hele tiden fremad, kendskabet og indsigten bliver større og her er fokus på profiler og personligheder en vigtig del af det, siger Jason Regier.

Inden EM skydes i gang d. 7. august, er der endnu en testturnering i Polen, hvor de sidste detaljer skal finpudses. Og så skal Jason Regier i øvrigt også lige have en familieforøgelse på plads henover sommeren, hvor hustruen har termin med parrets andet barn.

- Jeg tror, at vi har styr på datoerne. Det bliver ikke en ny Christian Eriksen situation, siger han med et grin og endnu en fodboldreference.

Danmarks Guardiola skal nok være klar i Vejle til august.

 

JASON JAY REIGER
 - 44 år gammel
 - Fra Denver, Colorado i USA
 - Dansk landstræner siden januar 2017
 - Gift og har et barn på 3 år og endnu et på vej
 - Mangeårig amerikansk kørestolsrugbyspiller og medaljevinder ved de tre seneste Paralympiske Lege.
 - Kom til skade i en bilulykke i 1996, der gjorde ham lam fra brystet og ned


EM I KØRESTOLSRUGBY 2019
EM i kørestolsrugby 2019 finder sted fra den 7.-11. august i DGI Huset i Vejle.
Danmark er i pulje med England, Polen og Schweiz. To hold fra hver pulje går videre til semifinalerne, og en finaleplads udløser kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020. Det er holdet store mål.

Parasport Danmark og den internationale organisation for kørestolsrugby, IWRF, står bag arrangementet i samarbejde med Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmarks hovedsponsorer: JYSK, Pressalit og Elsass Fonden.

Danmark har tidligere været vært for EM i kørestolsrugby i 2005 (Middelfart) og 2009 (Hillerød) samt for VM i kørestolsrugby i 2014 (Odense).

www.facebook.com/2019wrec


KØRESTOLSRUGBY FOR BEGYNDERE
 - Kørestolsrugby er opfundet i 1977 i Canada og blev oprindeligt kaldt for ”murderball”.
 - Der kan være både kvinder og mænd på holdet.
 - Et hold består af op til 12 spillere, der er fire på banen ad gangen.
 - En spiller rangeres fra 0,5 til 3,5 point – jo større funktionalitet jo højere en score.
 - Der må højst være en samlet score på otte point på banen – kvindelige spillere fratrækkes 0,5 point.
 - Der spilles fire halvlege af otte minutter. Ved uafgjort en treminutters overtidsperiode.
 - Der skores ved at køre bolden over modstanderholdets baglinje.