Ja-hatten skal på
Inklusion i almenklubbernes elitehold kan være svært for bedste para-atelter – særligt hvis de har et større handicap. Men hvis klub og trænere har ja-hatten på, går det oftest godt.
Skal danske paraatleter nå verdenseliten, er det helt essentielt at de bliver en del af almenklubbernes elitemiljøer. Men det er ikke altid let, og helt afgørende for en vellykket inklusion er tilgangen hos trænere og ledere i almenklubbernes eliteafdelinger. Det fortæller den tidligere para-elitesvømmer Anne Dorte Andersen, der som koordinator i talentudviklingsprojektet Unge Atleter i Front arbejder med at få parasportens talenter ind i almenklubberne.
- Det kommer meget an på, om bestyrelsen og cheftræneren fra starten af har ja-hatten på, kan tænke ud af boksen og se værdien i at have en para-elite atlet. Det kræver velvillighed og en vilje til at se mulighederne, siger hun.
For der er en række reelle udfordringer ved inklusion. Det kan handle om at para-atelten er langsommere end holdkammeraterne og har brug for at træne på separate baner, at parastævne-kalenderen ligger anderledes, så atleten skal toppe på andre tidspunkter af sæsonen, eller at vedkommende har brug for ekstra støtte. En kuglestøder i kørestol kan have brug for hjælp til at hente kuglerne, en svømmer med udviklingshandicap kan have brug for at få forklaret øvelserne flere gange, osv.
- Og så er der den tekniske træning, hvor træneren med nej-hatten på tænker, at det vil tage meget længere tid at oplære den her para-atlet, fordi vi skal lave alternativ tekniktræning, og har vi nu resurserne til det? fortæller Anne Dorte Andersen.
Store handicap, store udfordringer
Inklusionen er ikke blevet lettere af, at mange klubber i dag har professionaliseret deres eliteafdelinger. Cheftræneren er ansat og kravene til første- og andetholdet er større end tidligere.
- Man skal være på første eller andetholdet, hvis man skal til de Paralympiske Lege, men klubberne kigger meget mere på tidskrav og på om man kan gebærde sig på holdet. Hos vores bedste udviklingshæmmede svømmere bliver der f.eks. stillet krav om, at de skal have en ledsager med på kanten til at forklare tingene en ekstra gang. Der kan klubberne ikke bare finde en løsning selv, så der skal vi støtte op, siger Anne Dorte Andersen.
Det gør desuden en forskel, hvor stor et handicap para-atelten har:
- Med små handicap vil tidsforskellen oftest være mindre, og derfor kan man nemmere træne med på lige vilkår med de andre. Det kræver mere tænkning ud af boksen, hvis man skal inkludere atleter i de lavere klasser. Det er jo lykkedes, det gjorde det for mig, men det kræver mere snak med klubben.
- Er det en snak Parasport Danmark er med til?
- Ja. I Unge Atleter i Front står der for eksempel i talenttrænernes funktionsbeskrivelser, at de er en vital del af at skabe et godt træningsmiljø ude i klubberne og at vejlede de trænere der nu er, til at finde løsninger.
Atleten kan omvende skeptikerne
Anne Dorte Andersen understreger at inklusion er et fælles ansvar. Paraa-atleten skal også være klar selv til at yde en ekstra indsats.
- For at paraatleten får en god inklusion, skal hun give den lige så meget gas som en ikke-handicappet. Hvis hun begynder at slække på sine krav til sig selv når det bliver hårdt., så rammer kritikken hårdere – så spørger holdkammeraterne til hvorfor hun skal være her. Men tager hun elitehatten på og gør sit allerbedste, kan det ændre attituder hos skeptikerne. Når paratalten kommer med træningsiver og en attitude om at kunne selv og finde løsninger på trods, så smitter det af på resten af holdet og giver ekstra energi. Pludselig er det en positiv ting at have en para-atlet, siger Anne Dorte Andersen.
Og lykkedes inklusionen først, er der meget at hente, sportsligt, socialt og i forhold til ens identitet som idrætsudøver.
- Det betyder utrolig meget socialt at være en del af elitemiljøet i en klub, og det giver rigtig meget at træne sammen med andre eliteatleter. Det betyder, at man presser sig selv mere, og den anerkendelse man får, når det er folk fra ens egen idræt der støtter og presser en, er super vigtig. At det er lige meget om man er para- eller ej. Man er svømmer, og det er den identitet man har.
Eliten træner i almenidrætten
Af de 62 Elite A-atleter i Parasport Danmark, træner de 44 af dem i almenklubber.
I 9 af de 12 eliteidrætter i forbundet træner alle A-atleter i almenklubber, og langt overvejende i klubbernes eliteafdelinger. Det gælder atletik, svømning, bordtennis, dressur, badminton, alpin, skydning, taekwondo og tennis.
De 17 atleter der ikke træner i almenklubber dyrker alle de to holdidrætter kørestolsrugby og goalball, der er unikke for parasporten, og som derfor slet ikke tilbydes af almenklubber, samt cykling, hvor de tre håndcykelryttere med A-atlet-status er tilknyttet rene håndcykelklubber.
- Det er altafgørende, at vores eliteatleter er tilknyttet almenklubber, for det er der der er den største sportsspecifikke viden, og det er der man kan få øget konkurrenceniveauet for at blive dygtige nok til at klare sig internationalt. Og så er det klart, at det kan man ikke i rugby og goalball, men der tror jeg også at man skal lade sig inspirere af andre miljøer end kun sit eget, for at udvikle sig, fortæller elitekonsulent i Parasport Danmark Jonas Schmidt Christensen.