2010 -2021: Ud i almenidrætten

– Special Olympics-spillerne er jo Skjern-spillere og grønne helt inde i hjertet. De har en klub-identitet, som er stærkere end alt andet. De får de samme træningsdragter som de andre spillere her i klubben, og det er lige før, at de sover med dem om natten.

Sådan lyder det fra Charlotte Svarrer, der i 2006 var med til at oprette det første danske Special Olympics-hold – for spillere med udviklingshandicap og andre særlige behov.

Det skete i Skjern Håndbold, hvor man over årene har gjort en stor indsats for, at Special Olympics-spillerne skal være en ligeværdig del af klubben. De hjælper til med praktiske opgaver og kommer gratis ind til ligakampene. Nogle gange hjælper førsteholdsspillerne til med Special Olympics-træningen til stor glæde for alle.

– Vi får mere end vi giver, siger formand Carsten Thygesen, der er enormt glad for Special Olympics-spillerne:

– Det er fantastisk at være sammen med sådan nogle mennesker. De møder altid op uden en skjult dagsorden, og er deres sande, ærlige jeg. Vi kan mærke på ligaspillerne, at de synes, det er dejligt at møde dem. De skal ikke være bange for at få en bemærkning, fordi vi tabte sidst. 

Special Olympics-holdet i Skjern startede en revolution i dansk parahåndbold. Over de sidste 15 år har 25 almindelige håndboldklubber, særligt i det jyske, oprettet Special Olympics-hold, og i dag er håndbold vokset til en af parasportens store idrætter.

Men håndboldklubberne er ikke alene om at inkludere udøvere med handicap. Inklusionen er vokset i alle idrætter, og i dag er langt de fleste klubber, der melder sig ind i Parasport Danmark, etablerede ’almenklubber’, som det hedder i Parasport Danmark-jargon.

Mindre modstand

Sådan har det ikke altid været.

At der i sin tid overhovedet var brug for at lave særlige handicapidrætsklubber og organisere dem, skyldtes, at de ’almindelige’ klubber ikke ville eller kunne rumme idrætsudøvere med handicap. I 1980’erne og 1990’erne var det langt overvejende parasportens elite, der trænede i almenklubber. De bedste svømmere og atletikudøvere have brug for mere og bedre træning, end parasportsklubberne kunne tilbyde, og der blev gjort en stor indsats i DHIF for at inkludere de bedste para-atelter i almenklubber med stærke elitemiljøer.

Men den bredere inklusion af mennesker med handicap i almenidrætten tog først fart et stykke inde i det 21. århundrede, hvor tilgangen til inklusion langsomt ændrede sig i klubberne.  

– Der er blevet mindre modstand, og vi møder masser af positivitet omkring at få Special Olympics-håndbolden integreret i almenidrætten, fortæller Charlotte Svarrer, der også har været formand for Parasport Danmarks håndboldudvalg.

Samarbejde giver resultater

Udviklingen er en del af en international trend. De Paralympiske og Olympiske Lege har siden London 2012 benævnt sig selv som én samlet event, og flere internationale idrætsorganisationer har slået sig sammen med deres tilsvarende parasports-organisationer. Det gælder f.eks. de internationale forbund for ridning, cykling, bordtennis, tennis og badminton.

Nationalt knytter Parasport Danmark i løbet af 2010’erne stærkere bånd til en række specialidrætsforbund, som vil tage et større ansvar for para-delen af deres idrætter. Det gælder bl.a. Dansk Ride Forbund (DRF).

– Der er en veldefineret arbejdsdeling. Det ridesportsfaglige er vi de bedste til, mens der er en masse handicapmæssige ting, som vi ikke har forstand på, som bør være Parasport Danmarks primære ansvar, siger Ulf Helgstrand, der er formand i Dansk Ride Forbund.  

Rideforbundet er et af de specialidrætsforbund, der er gået forrest med inklusionen, særligt på elitesiden. Landstrænerteamet kommer fra DRF, og paradressur er blandt disciplinerne ved DM. Når Danmark næste år er værter for VM i Herning, er paradressur én af fire discipliner på programmet.

For Ulf Helgstrand er det naturligt at inkludere pararidningen:

– Fordi de er ryttere, før de er handicappede. Og det tror jeg også, at pararytterne vil anerkendes for, lyder det.

Det tætte samarbejde har givet resultater. Både bredden og eliten er styrket markant, og . dressur er den danske paraidræt, der har taget flest internationale medaljer over de seneste år.  

Inklusionens udfordringer

Den øgede inklusion har sine åbenlyse fordele: dels at mennesker med handicap bliver inkluderet i den almene idræt, dels at parasportens idrætslige kvalitet højnes.  

Men den har også givet nye udfordringer: Parasport Danmark skal nu i højere grad være et kompetenceforbund, der støtter op om inklusionen, og opgaven for idrætsudvalg og idrætskonsulenter har ændret sig.

– Der er mange klubber, der har brug for at blive klædt på både håndboldfagligt og pædagogisk, og der gør håndboldudvalget et godt stykke arbejde og er med til at afmystificere det at træne mennesker med et udviklingshandicap, fortæller Charlotte Svarrer.

Samtidig findes de klassiske parasportsklubber stadig. Dels er der idrætter, som kun findes i parasporten, og dels er der mange udøvere, der stadig finder sig bedst tilpas i den ’rene’ paraidræt.

Mie Maar Andersen fra Videnscenter om Handicap har forsket i parasport, og hun fortæller, at mange mennesker med handicap har store fordele ved at dyrke idræt med ligestillede.

– De fleste har brug for at blive anerkendt som en af de bedste i nogle arenaer, og det bliver man typisk ikke ude i inklusionen. Der bliver man den, der skal kompenseres lidt for, eller som er lidt bagefter, eller man bliver måske set lidt ned på. Inklusion kan være rigtig godt, men typisk kan man hente et boost og en tro på sig selv i de lukkede fællesskaber af ligestillede, som så gør, at man er bedre klædt på, når man skal ud og inkluderes i det større fællesskab, siger hun.

Således er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt parasporten skal satse på inklusion eller parallelle spor. Indtil videre er der brug for begge dele.