Vi skal fejre de idrætsforeninger, der selv skaber rum og fællesskaber for voksne mennesker med udviklingshandicap

Den årlige højsæson for prisoverrækkelser og hyldester i idrætten lakker mod enden, og det glæder mig meget, at der igen har været stor opmærksomhed og begejstring omkring parasporten. Særligt de initiativer, der vil give børn og unge med handicap eller særlige behov gode oplevelser med sport og bevægelse, får velfortjent anerkendelse og hyldest til prisuddelinger i både større og mindre skala.

Der er brug for en festlig LykkeLiga, ambitiøse Rising Stars-fællesskaber, håndholdt inklusion via Specialsport.dk og (fodbold)foreninger, der tilpasser rammerne, så alle kan blive ’En del af holdet’. I Parasport Danmark er vi optaget af, at alle børn og unge med handicap eller særlige behov skal have en tryg og positiv introduktion til foreningsidrætten, og det er vi heldigvis mange, der i dag går op i. Jeg tror, vi ved fælles kraft er på rette vej.

Jeg kunne dog godt ønske mig, at vi i Danmark var lige så gode til at lovprise og fejre de klubber og frivillige, der løfter et enormt samfundsansvar ved at starte og drive idrætstilbud for voksne i parasporten. I særdeleshed dem, der gør en helt særlig indsats for at skabe rum til mennesker med udviklingshandicap. Det er en indsats, der ikke har samme medieinteresse, politikerbegejstring og kendisappel, som initiativerne for børn og unge. Men hold nu op, hvor er arbejdet vigtigt.

Fyrtårn blevet truet på sin eksistens
Det er sagt før, men kan sagtens tåle at blive gentaget: Der er stor sammenhæng mellem social udsathed og forskellige handicap, og generelt har danskere med handicap øget risiko for at mistrives og leve et liv i ensomhed. Det gælder især for mennesker med udviklingshandicap, der tilmed har en markant overdødelighed inden for fx diabetes, kredsløbssygdomme, ulykker og selvmord i forhold til resten af Danmarks befolkning.

Modsat ved vi, at idrætten rummer et enormt potentiale for mennesker med udviklingshandicap, der gennem deres deltagelse forebygger ensomhed, styrker deres mentale og fysiske sundhed og forbedrer evnerne til at samarbejde, koordinere og arbejde med spændingsniveau.

Derfor ramte det mig, da Københavns Idrætsforening for Udviklingshandicappede pludselig oplevede at være truet på sin eksistens i forbindelse med de kommunale spareplaner på socialområdet i Københavns Kommune. KIFU er et fyrtårn i idrætten for mennesker med udviklingshandicap i Danmark og er en uvurderlig del af livet og hverdagen for over 250 københavnske medlemmer. En lukning af KIFU vil ikke bare være katastrofal for deres fysiske og ikke mindst sociale velvære, det vil også være et åbenlyst selvmål i et bredere samfundsperspektiv.

Nu gik det heldigvis ikke sådan. Vi var mange i og omkring parasporten, som slog ring om KIFU. Det gjorde særligt dybt indtryk på mig at se, hvordan KIFU’s mange medlemmer selv gik aktivt ind i kampen og fortalte, hvad klubben og idrætten betyder for dem. Læs bare en håndfuld af de mange tilkendegivelser og så vil du heller ikke være i tvivl om, at KIFU burde have fundet sig selv blandt de nominerede til en af de mange årlige idrætspriser – og ikke på et lækket sparekatalog.

Samfundet svigter voksne med udviklingshandicap
Indsatsen over for voksne mennesker med udviklingshandicap i KIFU og andre foreninger er ekstra vigtig, netop fordi den ofte foregår uden den store synlighed. Børn og unge med handicap og særlige behov er heldigvis ofte omgivet af dedikerede ressourcepersoner i skolen, i fritidsordningen og ikke mindst i hjemmet. Mange gode idrætsprojekter og -hold for børn og unge er netop startet, fordi ressourcestærke og initiativrige forældre har haft et ønske om at skræddersy et idrætstilbud til netop deres børns behov – til glæde for mange!

Men efterhånden som børnene bliver ældre, ændrer verden sig omkring dem. Der er ikke længere en skole eller fritidsordning, der kan være rammen om fællesskab og bevægelse i hverdagen og bygge bro til foreningslivet. Der bliver ikke ved med at være overskudsagtige forældre, der tager sig af alt det praktiske som at pakke idrætstasken, passe tiden og sørge for transporten.

Det er her, vi som samfund alt for ofte svigter mennesker med udviklingshandicap.

Vi forventer, at de selv vælger idrætten og de aktive fællesskaber til, og at de selv kan planlægge og udføre deltagelsen. Men det er de færreste, der formår at være proaktive og har evnen til selv at holde sig i gang. De går i stå og falder fra, og ressourcerne på landets bosteder er i vores erfaring sjældent gearet til at hjælpe på tilstrækkelig vis.

Heldigvis har vi i det danske foreningsliv nogle klubber og frivillige, der er villige til at gøre en helt ekstraordinær indsats for at inkludere mennesker med udviklingshandicap. I parasporten bruger vi ofte betegnelsen ’Special Olympics-tilbud’ om de hold, der tilpasser idrætsudøvelsen og rammerne omkring den til målgruppen generelt og samtidig evner at tage hensyn til den enkelte deltager.

Idrætsfestival skaber nye relationer
Der er efterhånden mange foreninger landet over, der rummer Special Olympics-tilbud, men der er bestemt plads til endnu flere. Det arbejder vi for i Parasport Danmark, og vi ønsker at klubberne får de bedst mulige betingelser for at lykkes.

I skrivende stund er 650 mennesker med udviklingshandicap tilmeldt Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn, der løber af stablen den sidste weekend i maj. Vores idrætsfestival er åben for klubber, bosteder og væresteder fra hele landet, og vi forventer at ramme loftet på 1.000 deltagere, længe inden tilmeldingen lukker i marts.

Special Olympics Idrætsfestival er mere end en sportsbegivenhed. For os er det en måde at understøtte klubbernes arbejde ved at give både frivillige og medlemmer et socialt og sportsligt højdepunkt at forberede og glæde sig til. Ved deltagelse i idrætsfestivalen styrker holdene ikke kun relationerne og fællesskabet internt; der opstår også et unikt fællesskab på tværs af de mange deltagere, og spritnye venskaber blomstrer og varer ved længe efter at Special Olympics-ilden slukkes og en ny værtskommune udnævnes under afslutningsceremonien.

Idrætsfestivalen i Frederikshavn bliver tre dages fest med fokus på socialt samvær, sport og medaljer. Jeg glæder mig meget. Ikke mindst fordi det er en kærkommen lejlighed til at takke og fejre alle de frivillige kræfter, der gør det muligt for mennesker med udviklingshandicap at trives i og takket være idrætten.