Kommunal spareiver har store konsekvenser for idrætsdeltagelsen blandt de svageste udøvere

De paralympiske atleter, der er afhængige af personlige hjælpere for at dyrke idræt på øverste eliteniveau, kunne kollektivt drage et lettelsens suk, da kulturministeren med et ekstraordinært tilskud til hjælperstøtte med videre før sommerferien sikrede tiltrængt ro om deres sportslige forberedelser til de Paralympiske Lege i Paris næste år.

I Parasport Danmark kaldte vi det et stærkt politisk signal og et vigtigt skridt i retning af at skabe ligestilling mellem atleter med og uden handicap. Budskabet er nemlig ikke til at tage fejl af: Para-atleter, der har brug for støtte fra en personlig hjælper, bør have de samme gode forudsætninger for at konkurrere og udleve deres sportslige potentiale som alle andre.

Selv udtalte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M):
- Idrættens fællesskaber er en helt grundlæggende del af det Foreningsdanmark, som rigtig mange af os kender og holder af. For mig er det vigtigt, at idrættens fællesskaber favner os alle. Uanset, hvordan vores kroppe ser ud, eller hvor i livet vi er.

På den baggrund mener jeg, det bør være en selvfølgelighed, at samme grundlæggende princip gælder på tværs af hele idrætten. Også når udøvernes motivation for at tage del i idrætslivet ikke handler om at vinde medaljer og anerkendelse på den helt store scene, men om at holde kroppen aktiv, sindet sundt og en social omgangskreds ved lige. Men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud i alle kommuner. Parasport Danmark oplever i stigende grad, at idrætsområdet for mennesker med handicap eller særlige behov bliver negligeret, fordi politikerne skal finde løsninger på stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Fra flere af vores medlemsklubber og idrætter hører vi, at de kommunale spareøvelser går særligt hårdt ud over den gruppe borgere, der er afhængige af personlige hjælpere for at gå til idræt.

61-årig risikerer at måtte droppe sin sport
En af dem, der er blevet offer for sparekniven, er 61-årige Hanne Jespersen. I de tidlige 1990’ere var Hanne, der er rygmarvsskadet, med til at stifte Danmarks første kørestolsrugbyklub i Viborg. Siden har hun været en drivkraft i sporten både som spiller og frivillig, og hun er som klubformand med til at skabe rammerne for, at også andre har adgang til gode idrætstilbud.

Til gengæld får hun livskvalitet og glæde. Hanne Jespersens aktive livsstil holder de neurogene smerter på afstand og er med hendes egne ord med til at holde kroppen og sindet ungt og stærkt. Uden sporten taber hun hurtigt kraft, mobilitet og overskud i hverdagen. Det lærte hun på den hårde måde under coronanedlukningen. Derfor oplever hun det også som et ekstra hårdt slag, at kommunen nu pludselig har frataget hende muligheden for at dyrke den sport, der har været omdrejningspunktet for meget af hendes sociale og aktive liv igennem mere end 30 år. Det kan jeg godt forstå!

Ligesom så mange andre i dansk kørestolsrugby er Hanne Jespersen afhængig af personlig hjælp for at kunne dyrke idræt. Den hjælp, som blandt meget andet går til at skifte til spilletøj og rugbystol, har hun hidtil været sikret gennem en BPA-ordning i Aarhus Kommune i henhold til servicelovens § 96. ’Borgerstyret personlig assistance’ er et tilbud til voksne, der som Hanne har betydelig og varig nedsat funktionsevne og brug for særlig støtte i hverdagen. Via ordningen har hun selv haft mulighed for at ’ansætte’ sine faste hjælpere samt tilrettelægge og prioritere deres tid mellem idræt, fysioterapi, tandlæge, udflugter, familiebesøg, dagligvareindkøb og meget andet.

Men den går ikke længere, siger kommunen med henvisning til, at Hanne Jespersen bor i beskyttet bolig og derfor allerede er sikret hjælp på hjemmefronten. For at få hjælp ud af huset skal hun fremadrettet bruge ledsagerordningen jf. servicelovens § 97, som alene sikrer hende op til 15 timers ledsaget hjælp om måneden. Ledsagere må dog slet ikke hjælpe Hanne med de forflytninger, der er nødvendige for at dyrke kørestolsrugby, så derfor foreslår kommunen, at også hjemmehjælpen træder til. Det er en ufleksibel papirløsning, som for Hanne overhovedet ikke giver mening i praksis.

Efter at Hanne Jespersens BPA er ophørt, er det kun ved gode venners hjælp, at hun stadig jævnligt spiller kørestolsrugby. Sådan kan det naturligvis ikke blive ved. Får hun ikke kommunen til at ændre beslutningen, har hun ikke andet valg end at stoppe. Selv hvis der kan findes tid til at tage til træning i Viborg-klubben i ny og næ, vil det være utopi at tro, at hun kan spille kontinuerligt eller deltage i stævner og sociale arrangementer med sit hold.

En bekymrende udvikling
Desværre er der mange andre i parasporten, der er endt i samme situation som Hanne. Ikke kun i kørestolsrugby, men også i blandt andet boccia, skydning og i el-kørestolsidrætterne, som også er populære idrætstilbud for mennesker med større funktionsnedsættelser. Det overordnede indtryk er, at kommunerne leder med lys og lygte efter mulige besparelser, og desværre er BPA-ordningen tilsyneladende et bekvemt offer, fordi det er den enkelte kommune selv, der vurderer behovet og træffer afgørelse.

Udviklingen bekymrer mig rigtig meget. Det er katastrofalt for det enkelte menneske, der bliver ramt på livskvaliteten. Det er en alvorlig udfordring for parasporten. Og samtidig er det set med samfundsbriller en utrolig kortsigtet løsning. For al erfaring fortæller, at det i sidste ende koster samfundet mere, når mennesker med handicap ikke kan være fysisk og socialt aktive.

Sundhedsstyrelsen anbefaler mindst en halv times daglig motion, og særligt for kørestolsbrugere og personer med begrænset mobilitet er det ekstra vigtigt at styrke muskler og led og få pulsen op. Hvis de mister muligheden for at dyrke idræt i en forening, mister de også en meget væsentlig afbødning af potentielle følgesygdomme, inaktivitet og ensomhed. Kan kommunerne leve med det?

Også konsekvens for eliten
I flere af Parasport Danmarks idrætstilbud får udviklingen også mærkbare konsekvenser. Hvordan skal for eksempel kørestolsrugby, hvor et helt centralt princip er holdsammensætningen af forskellige ’klasser’ efter funktionsniveau, kunne fungere, hvis ’lavpointspillerne’ ikke kan få den nødvendige hjælp til at deltage i træning og kamp? Hvordan skal boccia afvikle et meningsfuldt DM, hvis en væsentlig del af landets spillere ikke har mulighed for at være med? Eliten står på skuldrene af bredden, lyder en velkendt floskel i idrætten. Men hvor skal næste generation af eliteidrætsudøvere og forbilleder i de berørte idrætter komme fra, hvis fundamentet for at deltage og konkurrere forsvinder i en spareøvelse?

Jeg synes, udviklingen grundlæggende efterlader os fattigere som samfund. Idræts- og Foreningsdanmark kan jo ikke inkludere og samle os på tværs af køn, alder, etnicitet og funktionsevne, hvis de borgere, der har brug for hjælp, ikke længere får lov til at tage del i fællesskaberne. Derfor kan jeg love, at vi i Parasport Danmark gør alt, hvad der står i vores magt for at råbe kommunerne op og værne om vores medlemmers mulighed for at dyrke idræt.

Vi er overbeviste om, at det på den lange bane er en klar økonomisk gevinst for kommunerne, hvis de, i stedet for at begrænse idrætsmulighederne, vil være med til at sikre, at alle mennesker med handicap tilbydes tilstrækkelige hjælpertimer til, at de kan være aktive, sunde og velintegrerede i de danske idrætsforeninger.