Parasport Danmark logo hvid.png

Verdensmestrene i Powerchair Floorball søger ny landstræner

Det danske landshold i Powerchair Floorball, der i august blev verdensmestre, søger ny landstræner.

Landsholdet i Powerchair Floorball, der blev verdensmestre i august,  søger ny landstræner.
Landsholdet i Powerchair Floorball, der blev verdensmestre i august, søger ny landstræner.

I 2024 skal det danske landshold forsøge at tage endnu en medalje, når europamesterskaberne i Powerchair Floorball for første gang lægger vejen forbi Danmark. Det kommer til at foregå på vores vante hjemmebane Musholm Ferie, Sport og Konference i Korsør, og vi søger en landstræner eller trænerduo, der har mod på at være en del af rejsen. Vi er forsvarende verdensmestre, så vi ved hvad der skal til.

I rollen som landstræner vil du have det sportslige ansvar, herunder for at tilrettelægge og afvikle træningssamlinger, udtage spillere mv. Du vil indgå som en del af en større stab bestående af en team manager, mentaltræner, fysioterapeut og mekaniker, og hvor du i et tæt teamwork med dem håndterer alle opgaver omkring ”driften” af landsholdet, således at landsholdsspillerne sikres de optimale rammer for at kunne præstere på banen.

Danske verdensmestre i Powerchair Floorball 2022.

Vi tilbyder naturligvis grundig oplæring og indføring i opgaverne og ikke mindst i vores sport. Det er afgørende for os, at du får en god og tryg start i rollen som landstræner, og både spillere og stab vil bidrage til at sikre dette. Endvidere har vores tidligere landstræner tilbudt at fungere som en slags mentor i begyndelsen for at sikre en god overlevering og oplæring.

Hvis du ønsker at se mere om Powerchair Floorball, kan du besøge os på vores Facebook-side ved at klikke her

Du kan også se nogle video-teasere her:
- Kort introduktion til sporten 
- Træning på Musholm Ferie, Sport og Konference ifm. VM 2022

Du er desuden altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål til vores sport eller stillingen som landstræner. Du finder kontaktoplysninger nederst i dette stillingsopslag.

Dette ser vi gerne i dig

  • Du skal helst have trænererfaring, gerne med en baggrund i holdsport og gerne specifikt floorball. Erfaringer fra andre holdsport såsom f.eks. ishockey, fodbold, håndbold eller lignende er dog ikke udelukket.
  • Du skal være i stand til at kunne sammensætte og afvikle træningspas på en struktureret og professionel måde, herunder at forberede spillerne og den øvrige stab i god tid.
  • Du skal være initiativrig og sætte en dyd i grundig forberedelse. Du skal have høje forventninger og ambitioner til dig selv, til den øvrige stab og ikke mindst til landsholdsspillerne.
  • Du skal vægte fællesskab, sammenhold og klare rolle/ansvarsfordelinger meget højt.
  • Du skal ikke være bange for at gå forrest, og du skal være tydelig i din kommunikation og din ledelse.
  • Du skal være engageret og dedikeret i det, du foretager dig, og ikke gå på kompromis.
  • Du skal mestre mandskabspleje og prioritere at skabe gode, tillidsfulde og ærlige relationer på såvel gruppeplan som på individuelt plan.
  • Du er komfortabel med at uddelegere opgaver til staben og sikre samarbejdet på tværs af staben. Alt med holdets bedste for øje.
  • Du skal sætte en dyd i at sikre, at landsholdsspillerne har de bedste betingelser og forhold forud for og under træningssamlinger, turneringer og slutrunder, så det udelukkende er præstationerne på banen, spillerne skal fokusere på.
  • Du skal være indstillet på - med hjælp fra den øvrige stab - at tilegne dig et godt kendskab til Powerchair Floorball, herunder sportens regelsæt samt være bekendt med sportens klassifikationssystem. Du skal være nysgerrig og ikke bange for at spørge/bede om hjælp.
  • Du skal være indstillet på at deltage i forbindelse med diverse officielle arrangementer forbundet med landsholdet, herunder særligt til træningssamlinger, turneringer og slutrunder

Dette indebærer jobbet
Som landstræner vil du indgå i en dedikeret stab, hvor teamwork er fundamentet for at nå de sportslige målsætninger, der bliver sat. Du vil have det sportslige ansvar for landsholdet og stå for alle de trænerfaglige opgaver, der er forbundet med tilrettelæggelse og afvikling af træningssamlinger. Du vil ligeledes have ansvaret for alle de trænerfaglige beslutninger herunder i forbindelse med udtagelse af spillere samt i forbindelse med deltagelse i turneringer og slutrunder.

Som nævnt indledningsvis vil du naturligvis få opbakning og sparring fra såvel den øvrige stab som Powerchair Floorball Danmark i det omfang, der måtte være behov for det. Særligt i forhold til det taktiske og indsigt i vores sport, har du mulighed for at gøre brug af de taktiske ressourcer, der er i
landsholdets nedsatte ”taktik-gruppe”, der indeholder stor erfaring med sporten og taktikken bag og således vil kunne fungere som en tæt sparringspartner for dig.

Mængden af opgaver og tid, det vil kræve, vil variere meget alt efter periode. I slutrundeår (lige år) må der forventes væsentligt flere opgaver end i ulige år. I slutrundeår vil der typisk gennemsnitligt være træningssamling hver 6. weekend samt deltagelse i minimum én træningsturnering i udlandet.

Vi har Musholm Ferie, Sport og Konference i Korsør som hovedsponsor og fast træningscenter, og derfor vil langt størstedelen af aktiviteterne foregå der.

Vi tilbyder dig
En unik mulighed for at blive en del af et målrettet og ambitiøst landshold, der gennem mange år har været i en rivende positiv udvikling såvel på som udenfor banen, og som kulminerede ved VM i Schweiz i august måned sidste år, hvor det blev til VM-guld. Du får endvidere en unik mulighed for at udvikle og udfordre dine træner kompetencer og opleve parasport på øverste hylde.

Du får desuden mulighed for at blive en del af at sikre landsholdets næste målsætning, som er at vinde EM i 2024, og dermed blive forsvarende europa- og verdensmestre. En slutrunde, der som nævnt indledningsvis vil blive afviklet på dansk grund, og som uden tvivl bliver en kæmpe oplevelse og et kæmpe tilløbsstykke.

Du vil opleve at blive en del af et fasttømret fællesskab og sammenhold, hvor kammeratskab går hånd i hånd med ambitioner, dedikation og professionalisme.

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen vil være ulønnet, men der vil blive udbetalt et årligt symbolsk skattefrit engangshonorar.  Desuden vil alle nødvendige omkostninger forbundet med stillingen blive dækket.

Sådan ansøger du
Send din ansøgning til formand@powerchairfloorball.dk mærket ”Landstræner”. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Stillingen vil være gældende til og med 31. december 2024 med gensidig evaluering inden. Såfremt du har behov for yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Powerchair Floorball Danmarks formand Danni Hillbrandt-Mogensen på 60 59 60 60 eller formand@powerchairfloorball.dk