Parasport Danmark logo hvid.png

Presseakkreditering til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020

Overvejer du at dække Danmarks mest inspirerende eliteatleter til verdens måske vigtigste sportsbegivenhed? Første fase af presseakkrediteringen til de Paralympiske Lege i 2020 er åben nu og løber frem til den 19. juli.

De Paralympiske Lege (PL) afvikles fra den 25. august til 6. september næste år, og de kommende 12 måneder kæmper 44 danske atleter for at komme hele vejen til Tokyo. Fælles for dem er, at de ikke blot dyrker deres sport på allerhøjeste internationale niveau, de besidder også en fascinerende personhistorie om viljestyrke, optimisme og en menneskelig formåen udover det sædvanlige.

Med en presseakkreditering til PL kan du fx følge den danske bladerunner og verdensmester i længdespring, Daniel Wagner, der mistede sit ben i en trampolinulykke og 12 år senere skal jagte karrierens første paralympiske guldmedalje på Tokyos olympiske stadion. Du kan også følge bordtennislegenden Peter Rosenmeier, der i Tokyo Metropolitan Gymnasium kan manifestere sig som sin generations mest vindende danske para-atlet med en tredje PL-titel. Og i Makuhari Messe og Yoyogi National Stadium kan du opleve, om taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing og badmintonspiller Cathrine Rosengren skriver sin ind i historiebøgerne blandt de første medaljevindere nogensinde i deres sportsgrene, der i 2020 debuterer på det paralympiske program.

Ved de Paralympiske Lege i 2020 er Danmarks Idrætsforbund (DIF) for første gang operationelt ansvarlig for den danske deltagelse. Det har allerede nu betydet, at Parasport Danmark har haft bedre muligheder end nogensinde før for at tilrettelægge para-atleternes sportslige forberedelser i tæt samarbejde med DIF og Team Danmark. Resultatet af det kan du følge på nærmeste hold, når PL skydes i gang om 449 dage.

Sådan foregår akkrediteringen
Akkrediteringprocessen til PL i 2020 er delt i flere faser. I første omgang er der tale om 'Press by number', der er en ikke-bindende forhåndstilmelding. Her skal medier og freelancere oplyse, hvilket antal og hvilken type akkrediteringer, der søges (fotograf eller journalist). Desuden oplyses mediets navn og addresse, samt kontaktinfo på den medarbejder, der er ansvarlig for akkrediteringen hos det pågældende medie.

Senere på året følger 'Press by name', hvor der skal sættes konkrete navne på PL-akkrediteringerne, indsendes billeder mv. Vær opmærksom på at det er nødvendigt at have gennemført første del af akkrediteringsprocessen for at komme med i denne anden fase.

Hvis du/I er interesserede i at følge de danske paralympiske atleter og trænere i Tokyo, bedes du udfylde vedhæftede ikke-bindende forhåndstilmelding (Tokyo 2020 - NPC Press by Number Template). Arket sendes derefter hurtigst muligt og senest den 19. juli til kommunikationskonsulent Jannik Lund Andersen i Parasport Danmark på jla@parasport.dk

Radio- og tv-medier uden rettigheder til de Paralympiske Lege kan søge om akkreditering (ENR) direkte gennem den Internationale Paralympiske Komité, IPC, via dette link. Her er deadline den 12. juni 2019. ENR-tilmeldinger skal desuden sendes til kommunikationskonsulent Jannik Lund Andersen i Parasport Danmark på jla@parasport.dk

Til orientering kan det nævnes, at DR har rettighederne til at sende fra PL i Tokyo.

Download Tokyo 2020 - NPC Press by Number Template.xlsx her.

Kontakt
Kommunikationskonsulent Jannik Lund Andersen, Parasport Danmark
Tlf. 51 27 17 60
jla@parasport.dk

Paralympisk Chef de mission Nicklas Bjaaland, DIF
Tlf. 29 72 38 39
nbj@dif.dk