Parasport Danmark logo hvid.png

Uforglemmelig oplevelse for danske atleter ved Special Olympics World Games

Igennem de seneste to uger har 86 danske atleter oplevet mellemøstlig kultur, knyttet nye venskaber, vundet personlige sejre og ikke mindst kæmpet for Danmark ved verdens største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap, der blev afholdt i Abu Dhabi og Dubai.

Uforglemmelig oplevelse for danske atleter ved Special Olympics World Games
De danske atletikdrenge (til venstre) får sølv i 4x400 m stafet på sidstedagen af Special Olympics World Games.

Det rekordstore antal danske atleter har været med til at sætte deres præg på stævnet med flotte præstationer og en imponerende evne til både at fokusere og navigere i det kaos, det ind i mellem er at være en del af en så stor begivenhed som World Games, der har haft deltagelse af 7.500 atleter med udviklingshandicap fra 195 lande.

De sportslige danske højdepunkter er mange, men et af dem var den afsluttende 4x400 m stafet på Dubai Police Stadium onsdag, hvor de fire danske herreløbere, Adem Alamin Mohammed Adem (Hellerup), Lasse Kure Hansen (Allinge), Mikkel Andersen (Højbjerg) og Nikolaj Mortensen (Åkirkeby) – overraskede alle i en for dem ret ny disciplin og nappede en sølvmedalje, kun overgået af Saudi-Arabien.
– Det var fantastisk! Afleveringerne kom til at sidde lige i skabet, så det var fedt!, lød den umiddelbare kommentar fra Nikolaj Mortensen lige efter løbet.

Også løber Alina Qureshi fra Amager har haft en stor oplevelse ved at være med.
– Det har været stort at være af sted – og fedt at være af sted med de andre og møde nye mennesker.

Alina fik en sølvmedalje i 400 m løb og en bronzemedalje på 100 m og satte flere personlige rekorder, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor det gik hende så godt:
– Jeg har trænet en masse i Danmark – bare trænet og trænet og trænet, så jeg er blevet rigtig god. Det er fedt at være blevet så hurtig, sagde hun med et smil efter konkurrencerne.

Rigere sportsligt og menneskeligt
De danske atleter vender hjem, ikke kun med 52 medaljer og en lang række personlige rekorder, men mange oplevelser, venskaber og personlige sejre rigere. Det glæder delegationsleder Anette Svejstrup fra Parasport Danmark:

– Jeg er meget stolt af de danske atleter og af de mange imponerende og medrivende oplevelser, de har givet os hernede igennem de sidste to uger. Vi har bidt negle med dem, grædt med dem og jublet med dem, og de har gjort deres bedste for at repræsentere Danmark på flotteste vis, siger hun og håber samtidig, at oplevelsen sætter varige spor.

– Jeg tror og håber, at så stor en oplevelse som denne her motiverer atleterne og giver dem et rygstød i hverdagen, der venter derhjemme. Og så håber jeg, at de kan være med til inspirere andre derude, siger hun.

Den danske deltagelse
Parasport Danmark havde en trup på 86 atleter, 27 trænere og hjælpere samt fire ledere i Abu Dhabi. Derudover indgik fire mediefolk fra TV Glad i den danske delegation.

Danmark var repræsenteret i ti idrætter: atletik, badminton, boccia, bowling, fodbold, golf, gymnastik, håndbold, ridning og svømning. I håndbold og fodbold deltog både et dansk herre- og damehold.

Det er femte gang, at Danmark er ved med SOWG, og det er den største danske trup til dato.
De danske deltagere ved World Games skal have dyrket deres idræt i minimum et år, og derudover er der en række krav til træningsflid, kammeratskab m.v. Det er vigtige principper i Special Olympics-sammenhæng og skal sikre, at det ikke kun er de sportsligt allerbedste, der udtages i de enkelte idrætter.

I flere sportsgrene deltager Danmark i Unified Sport, hvor atleter med og uden udviklingshandicap spiller på samme hold eller sammen som par. Holdene/parrene består af atleter på samme alder og samme idrætslige niveau, og formålet er at fremme social integration gennem fælles trænings- og konkurrenceoplevelser. Det er inspireret af et simpelt princip: at træne og lege sammen er en hurtig vej til venskab og forståelse.

Parasport Danmark har ikke en medaljemålsætning for deltagelsen i World Games.

Om Special Olympics
Special Olympics er breddeidræt for personer med udviklingshandicap og/eller generelle indlæringsproblemer, der i hverdagen er afhængig af særlige pædagogiske støtteforanstaltninger.

Special Olympics-organisationen blev stiftet af Kennedy-familien i 1968 og tæller i dag over fem millioner udøvere verden over. Parasport Danmark repræsenterer organisationen i Danmark og arbejder for at give personer med udviklingshandicap mulighed for at dyrke idræt i en forening og herigennem udvikle både sociale og sportslige færdigheder.

Mere fra Special Olympics World Games