Parasport Danmark logo hvid.png

Special Olympics-atleter har kurs mod Abu Dhabi

Hele den danske delegation til Special Olympics World Games var i weekenden samlet i Vejen for at træne med holdkammeraterne og lære hinanden lidt bedre at kende på tværs af de ti idrætter.

Special Olympics-atleter har kurs mod Abu Dhabi
De 123 atleter, trænere og ledere mødte hinanden for første gang på tværs af alle idrætter og roller. Foto: Lars Thomsen

123 danske Special Olympics-atleter, Unified-partnere, trænere og ledere tjekkede lørdag morgen ind på Sportshotel Vejen for at tage hul på de sidste vigtige forberedelser, inden truppen sætter kurs mod World Games i Abu Dhabi. På programmet var både oplæg og praktisk information, masser af træningstimer og lejlighed til at hilse på nye og gamle bekendte i den danske delegation.

Med bare 45 dage til åbningen af verdens største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap var der både spænding, nerver og optimisme at spore blandt de danske deltagere, der blev udtaget sidste sommer og igennem ni måneder har talt ned til World Games.

- Det bliver vildt at skulle afsted. Det bliver kæmpestort. Vi er klar til at rejse lige nu. Tiden har stået stille for mig siden den 24. december, så nu skal det bare gå hurtigt, siger Camilla Færk Jørgensen, der spiller håndbold og er blandt de rutinerede kræfter i truppen.

Mens hun og resten af håndbolddamerne finpudsede formen med et par gode træningssessioner, havde Danmarks fodbold- og håndboldherrer fundet lokal modstand til et par testkampe. Begge herrehold deltager i Unified Sports i Abu Dhabi, hvor holdene er sat sammen af spillere med udviklingshandicap og såkaldte partnere uden udviklingshandicap. De kommende holdkammerater har kun kendt hinanden siden sidste sommer, så træningssamlingen i Vejen var en rigtig god anledning til at styrke samspillet både på og uden for banen.

- Det er jo en lidt anden måde at spille på. Men det er en vildt fed oplevelse for os alle, og det er et stærkt hold, vi har fået samlet med en rigtig god blanding af fart, styrke og spilforståelse på banen, siger Tobias Knudgaard Jensen, der er Unified-partner i håndbold.

Den danske delegationsleder, Anette Svejstrup, fra Parasport Danmark glæder sig over udbyttet af fællessamlingen i Vejen.

- Deltagerne har gjort en rigtig god figur både på træningsbanerne og i mødelokalerne. Det er tydeligt, at vi tager et rigtig godt og velforberedt hold med til Abu Dhabi, siger hun.

De kommende uger inden afrejsen til Abu Dhabi byder på samlinger i en række af de ti idrætter, inden hele truppen mødes igen i Københavns Lufthavn den 8. marts.

Følg det danske hold til Special Olympics World Games i Abu Dhabi på Facebook: www.facebook.com/sodanmark

 

Special Olympics World Games 2019 i tal 

7.500 idrætsudøvere

3.000 trænere og ledere

20.000 frivillige

192 lande er repræsenteret

123 danske atleter, trænere og ledere

24 sportsgrene (10 med dansk deltagelse)

Læs mere på www.abudhabi2019.org