Parasport Danmark logo hvid.png

Michele var på hjemmebane på udebanen i Abu Dhabi

Ved World Summer Games i Abu Dhabi i marts var Michele Formann med på banen for de danske fodbolddamer. Her blev det til en flot bronzemedalje. Den var hun selvfølgelig glad for, men det var ikke det eneste, der have betydning for hendes deltagelse.

Michele var på hjemmebane på udebanen i Abu Dhabi
Michele Formand vogter målet for de danske landsholdspiger. Foto: Abu Dhabi 2019

Det næste stykke tid bringer parasport.dk en artikelserie om nogle af de atleter, der repræsenterede Danmark i Abu Dhabi.

- Det er selvfølgelig fedt at vise, at man godt kan. Men også stemningen omkring det hele. Det var jo fint at vinde bronze, men det er også bare fedt, at man spiller godt og hygger sig, fortæller Michele.

Det var således ikke kun det sportslige, der gjorde World Summer Games til en stor oplevelse for hende. Fællesskabet med de andre atleter på hotellet og åbningsceremonien står også klart i hendes erindring.

- Mit favoritøjeblik var nok, da vi gik ind til åbningsceremonien. Der blev jeg glad, for så er man i gang, og så tænker man: ’yes, nu kører vi’. Det var bare hele stemningen, og vi hyggede os rigtig meget, der var musik, og alle os atleter var sammen om at lave en god stemning.

Det var anden gang Michele deltog ved World Summer Games. Hun var også afsted for fire år siden i Los Angeles. Dengang spillede hun i marken på fodboldholdet, men i Abu Dhabi fik hun endelig den plads på målmandsposten, som hun har foretrukket, siden hun startede med fodbold som 6-årig.

- Målmandspladsen er min hjemmebane. Der kan jeg bare godt lide at være. Der gik da lige et par mål ind mod Filippinerne og Rusland, men ellers så synes jeg, at jeg gjorde det rigtig godt. Jeg fik meget ros af de forældre, der var ude på sidelinjen og kigge.

Selvom der er langt fra Danmark til Abu Dhabi, var Michele Formann således alligevel på hjemmebane, og hun håber ligeledes, hun kan tage af sted, når World Summer Games 2023 løber af stablen i Berlin. I så fald vil hun bare være endnu mere på hjemmebane.

Leder du efter en klub, hvor du kan spille fodbold som Michele eller en helt anden idrætsgren. Så besøg vores klubsøgningsfunktion og find en klub i nærheden af dig.

Om Michele Van Deurs Formann
Alder: 26 år
Idræt: Fodbold
Klub: B73 Slagelse
By: Kalundborg

Om SOWSG 2019
Special Olympics World Summer Games er verdens største idrætsevent for mennesker med et udviklingshandicap. Eventet blev i 2019 afholdt i Abu Dhabi med mere end 7.500 deltagere fra 195 lande. Heriblandt 86 danske atleter.