Parasport Danmark logo hvid.png

Marginaler afgjorde slutspillet i Powerchair Football

Sæsonen 2018/19 for Powerchair Football Danmark blev afgjort efter to slutspil og vil blive husket for et meget tæt kapløb mellem Aarhus RD 1 og Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), hvor målscoren blev afgørende.

Marginaler afgjorde slutspillet i Powerchair Football

Sæsonen startede i september 2018 med fem hold: Aalborg Powerchair Football, Aarhus Rolling Devils 1, Aarhus Rolling Devils 2, BSF Powerchair Football og Silkeborg Bulldogs.

Første del af sæsonen blev afviklet ved et grundspil. Grundspillet blev afviklet over fem stævner, hvor holdene mødtes 12 gange indbyrdes. Da grundspillet blev færdigspillet i marts 2019, blev top 4 kvalificeret til slutspillet, som blev afviklet over to stævner, hvor holdene mødtes to gange indbyrdes.

Ud fra holdenes placering fra grundspillet, fordeles der point, som overføres til slutspillet.

Stillingen fra grundspillet var:

1. BSF Powerchair Football = 3 point
2. Aarhus Rolling Devils 1 = 2 point
3. Aalborg Powerchair Football = 1 point
4. Aarhus Rolling Devils 2 = 0 point
5. Silkeborg Bulldogs

Slutspil 1/2
Det første slutspil blev afviklet d. 27. april i Ballerup Super Arena. BSF Powerchair Football havde, ud over hjemmebanefordelen ved det første slutspil, også ét enkelt point mere end deres rivaler fra Aarhus Rolling Devils 1.

Stævnets første kamp stod mellem BSF og Aarhus RD 2 som blev en storsejr til BSF på 16-0. Dagens anden kamp var mellem ligaens nummer to og tre, Aarhus RD1 mod Aalborg. Aarhus levede op til forventningerne, og holdt spændingen i titelkampen intakt med en sejr over Aalborg.

Den tredje kamp stod mellem BSF og Aalborg. BSF havde blod på tanden fra start til slut i opgøret, som blev vundet med 7-0. Kamp fire var en ren Aarhus-kamp, da 1. holdet mødte 2. holdet, og den blev vundet stort af Aarhus RD1, som lagde pres på i toppen.

Det femte opgør ved første slutspil var en kamp om tredjepladsen, som Aalborg og Aarhus RD2 dystede om. Aalborg havde masser at bevise og tog et stort skridt mod bronzemedaljerne.

Stævnets sjette og sidste kamp var et rigtigt topopgør mellem BSF og Aarhus RD1 med hele syv ud af otte landsholdsspillere på banen.
De seneste tre opgør mellem de to hold har været taktiske 0-0-kampe, så det har været tæt i toppen gennem hele sæsonen og kun en bedre målscore gjorde BSF til førerhold. Også dette opgør var en intens affære med chancer til begge hold. Midt i 1. halvleg fik Aarhus et straffespark og fik dermed scoret det første mål i deres indbyrdes opgør i denne sæson, så stillingen var 1-0 til Aarhus ved pausen. 2. halvleg startede stærkt fra BSF, der fik udlignet efter blot to minutter. Ingen af holdene formåede at få sat den tredje og afgørende scoring ind, så opgøret endte endnu engang uafgjort, og dermed førte BSF fortsat ligaen.

Stilling efter første slutspil:

1. BSF Powerchair Football = 10 point
2. Aarhus Rolling Devils 1 = 9 point
3. Aalborg Powerchair Football = 4 point
4. Aarhus Rolling Devils 2 = 0 point

Slutspil 2/2
Lørdag d. 4. maj blev det sidste slutspil afviklet, denne gang på Aarhus Rolling Devils’ hjemmebane på Tovshøjskolen i Brabrand. Blot én uge efter det første slutspil var der lagt op til en nervepirrende dag, da mesterskabet skullet afgøres.

Dagens første kamp var mellem rækkens nr. 2 og 3, Aarhus RD1 og Aalborg. Aarhus var nødsaget til at vinde kampen, hvis de skulle bevare spændingen i toppen. Det var en spændende kamp med mål i begge ender, som resulterede i en 2-1-sejr til Aarhus. Kamp to var en målfest, der endte 14-0 til BSF over Aarhus RD2.

I den tredje kamp tog Aarhus RD2 imod deres førstehold og måtte igen se sig slået med et tocifret resultat. Kampen endte 12-0 til Aarhus RD1. Den fjerde kamp var mellem BSF og Aalborg. Aalborg spillede en flot kamp, men måtte se sig besejret 3-0. Aalborg kunne dermed sikre sig bronzen ved at gøre arbejdet færdigt mod Aarhus RD2.

Nordjyske bronzemedaljer og tæt kamp om guldet
Stævnets femte kamp var en kamp om tredjepladsen, som stod mellem Aalborg og Aarhus RD2. Aalborg viste fra start til slut, at de er landets tredjebedste hold. 7-0 vandt Aalborg Powerchair Football, som havde vist rigtig flot spil i løbet af sæsonen.

Finalekampen var ikke overraskende mellem de to rivaler Aarhus RD1 vs. BSF, og der var mødt mange mennesker op for at overvære, hvem der skulle løbe med titlen som Forbundsmester 2019 i Powerchair Football.

Med masser af nerver var det, som det plejede at være mellem de to hold – intenst. BSF kunne nøjes med uafgjort, da de havde ét enkelt point mere end Aarhus RD1. Første halvleg endte 0-0 efter store chancer i begge ender, der blev misbrugt. Aarhus startede anden halvleg bedst og kom også på tavlen. Efter lidt småspil fra siden kom bolden på tværs af feltet, og dermed kunne Aarhus prikke den ind til 1-0. Dermed havde BSF havde lige pludselig ikke mesterskabet i deres hænder mere, så der skulle offensivt spil til at få det tilbage. Sjællænderne pressede på, og forløsningen kom, da BSF med en hård bold igennem Aarhus’ forsvar formåede at sætte den ind til 1-1.

Det blev kampens slutresultat, og dermed kunne BSF Powerchair Football løfte pokalen som vinder af Forbundsmesterskabet 2019.

Den endelige stilling efter 2. slutspil blev:

1. BSF Powerchair Football = 17 point
2. Aarhus Rolling Devils 1 = 16 point
3. Aalborg Powerchair Football = 7 point
4. Aarhus Rolling Devils 2 = 0 point

Topscorertitlen gik til Daniel Egebjerg fra BSF med 51 mål.

Mere om Powerchair Football
Læs mere om Powerchair Football på http://www.korestolsfodbold.dk/
Se også Facebook-siden https://www.facebook.com/PowerchairFootballDanmark/