Parasport Danmark logo hvid.png

Formandens jule- og nytårshilsen

Formand John Petersson gør status over det forgangne år og kigger frem mod et spændende år 2020, der blandt andet byder på en ny vision og en ny organisationsstruktur.

Formandens jule- og nytårshilsen
Special Olympics World Games i Abu Dhabi var en af de helt store oplevelser i 2019. Foto: Parasport Danmark.

Kære medlemmer og frivillige i Parasport Danmark

Julen nærmer sig, og et nyt og spændende år venter lige om hjørnet. Det giver mig anledning til at kigge tilbage på et begivenhedsrigt år 2019, og i den forbindelse vil jeg gerne benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle jer, som hver dag er med til at løfte parasporten i Danmark.

2019 var det første hele år for mig som formand for Parasport Danmark – og sikke et fantastisk år. For mig var især to oplevelser helt uforglemmelige:

At opleve vores atleter ved Special Olympics World Games i Abu Dhabi var en oplevelse for livet. Vi stillede med den største trup til dato bestående af 86 atleter og ca. 30 trænere og ledere, som alle kæmpede, jublede, ærgrede sig og repræsenterede Danmark og visionen bag Special Olympics på fornemste vis.
Også EM i kørestolsrugby på vores hjemmebane i Vejle var en oplevelse, jeg sent vil glemme. En fantastisk atmosfære i et propfyldt Spektrum løftede det danske hold, som med en fremragende præstation sikrede sig sølvmedaljer og kvalifikation til de Paralympiske Lege for første gang nogensinde.

I det hele taget forsøger jeg så vidt muligt at komme rundt til arrangementer i både ind- og udland, og jeg glæder mig over at se, hvor mange gode aktiviteter og engagerede klubber, der er over hele landet. Tak til alle ildsjæle for det kæmpe arbejde, I lægger for dagen.

Året vil også blive husket for, at JYSK-ejer Lars Larsen desværre gik bort i august. Danmark mistede en unik forretningsmand, og Parasport Danmark mistede en nær ven og solidarisk støtte igennem 30 år. Familien har tilkendegivet en fortsat støtte, og det er vi yderst taknemmelige for. Tak til Lars Larsen for oplevelserne, venskabet og støtten. Æret være hans minde.

Kerneværdier samler os
I det lidt mere overordnede perspektiv har vi i forbundet i 2019 haft fokus på vores nuværende strategiaftale med DIF, som danner grundlag for vores andel af udlodningsmidlerne for perioden 2018-2021. Vi har fokus på rekruttering, partnerskabsaftaler med specialforbund, kommunesamarbejde og international repræsentation. Årets arbejde er evalueret med DIF i sidste uge, og den samlede evaluering udtrykker, at Parasport Danmark arbejder seriøst med aktiviteterne og indsatserne og i udbredt grad efterlever resultatmålene i de enkelte strategispor.

Samarbejde, dialog og synlighed. I har efterhånden hørt disse kerneværdier mange gange, men de er stadigvæk meget centrale for vores fælles arbejde i Parasport Danmark og har også i 2019 præget vores indsatsområder.

Samarbejde med centrale medspillere er helt afgørende for at løfte parasporten i Danmark. I 2020 skal det paralympiske samarbejde med DIF realiseres, og øgede midler til blandt andet trænings- og konkurrenceforberedelser kan forhåbentlig omsættes til gode resultater i Tokyo. Vi har desuden i 2019 indgået endnu flere aftaler med specialforbund til gavn for vores atleter og idrætter, og et nyt samarbejde med Danske Handicaporganisationer om Videnscenter om Handicap er sat i søen.

Dialog og synlighed hænger ofte sammen og har blandt andet udmøntet sig i, at bestyrelsen sammen med jer har afholdt dialogmøder både øst og vest for Storebælt. Det gav anledning til konstruktive debatter og brugbare tilbagemeldinger. For mig er det yderst vigtigt, at dialogen ikke alene er mellem bestyrelse og medlemmer, men på tværs mellem os alle. Det inspirerer, og vi lærer af hinanden. Og dialog er naturligvis ikke kun forbeholdt dialogmøder. Både ansatte og bestyrelse er altid interesserede i at høre, hvad der rører sig, og hvor vi kan gøre tingene bedre.

Synligheden har også vist sig mere konkret ved, at vi bliver mere og mere synlige i mediebilledet. Eksempelvis dækker DR parasporten jævnligt og sendte i år live fra både EM i kørestolsrugby og VM i para-atletik. Samtidig kan vi her ved årets udgang glæde os over, at flere af vores atleter er indstillet til de store landsdækkende idrætspriser.

Ny vision fra 2020
Det kommende år byder også på spændende tiltag. Som nævnt i lederen i det nyeste nummer af Parasport arbejder bestyrelsen på en ny strategi og vision frem mod 2025. Den skal afløse den nuværende og danne grundlag for en ny strategiaftale med DIF. På baggrund af interviews med en lang række interessenter har bestyrelsen drøftet en vision, hvor Parasport Danmark i 2025 skal være et forbund, som giver mennesker med handicap mulighed for at dyrke idræt, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab. Alle mennesker med et handicap skal kunne udnytte deres individuelle potentiale inden for idræt med kvalificeret støtte. Arbejdet er stadig i gang, og vi forventer at kunne præsentere jer for et endeligt oplæg til drøftelse på repræsentantskabsmødet i april 2020.

Fra den 1. januar 2020 implementerer vi også den nye organisering i idrætsudvalgene, så hver idræt fremover har tilknyttet én konsulent. Forhåbentlig vil det give en nemmere arbejdsgang i kontakten med forbundet og gøre det enklere at være engageret i parasporten.

Det er med andre ord et spændende år, vi kan se frem til, og jeg glæder mig til både den organisatoriske udvikling og til endnu flere store oplevelser sammen med jer alle. Ikke mindst de Paralympiske Lege i Tokyo, som ud over at imponere med store idrætspræstationer også bevæger danskerne og gør parasporten endnu mere synlig. Noget, vi forhåbentlig kan få glæde af på alle niveauer i forbundet og ikke mindst ude i klubberne.

Til sidst vil bestyrelsen og jeg takke jer alle for jeres store indsats for parasporten i Danmark samt ønske jer og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår.

 

John Petersson, formand, Parasport Danmark

John Petersson
Formand, Parasport Danmark