Parasport Danmark logo hvid.png

Dansk løbetrio klar til INAS Global Games

Mohamed Hersi, Lasse Kure Hansen og Adem Alamin Mohammed repræsenterer fra 12.-19. oktober Danmark ved verdens største sportsbegivenhed for eliteatleter med udviklingshandicap.

Dansk løbetrio klar til INAS Global Games
Adem Alamin Mohammed og Lasse Kure i aktion for Danmark ved Special Olympics World Games 2019 i Abu Dhabi. Foto: Karl Nilsson

Det er femte gang, at INAS (den internationale sportsorganisation for idræt for udviklingshæmmede) afvikler Global Games, men det er første gang, at Danmark er med. Parasport Danmarks landstræner i atletik, Anders Dehlholm, har udtaget tre talentfulde løbere til stævnet, der får deltagelse af 1.000 atleter fra 50 lande.

- Der er ikke tradition for, at udviklingshæmmede i Danmark dyrker elitesport. I atletik har vi dog tre atleter, som vil kunne gøre sig internationalt, og de kan forhåbentlig være rollemodeller og være med til at inspirere andre udviklingshæmmede og deres forældre og personale til at gå sammen vej. På den måde håber vi på sigt at få flere udviklingshæmmede atleter med til de Paralympiske Lege, hvor der er klasser for udviklingshæmmede i atletik, svømning og bordtennis, siger Anders Dehlholm.

Brisbane, Australien, er vært for Global Games 2019, og den unge danske trekløver er først og fremmest med for at hente international erfaring.

- INAS et fint sted at øve sig i at optræde på den helt store scene. Adem, Mohamed og Lasse er udtaget, fordi de er unge og har et potentiale for at kunne blive endnu bedre til deres sport. Adem er bare 20 år gammel og er primært med for at blive inspireret til at træne endnu mere end han gør pt. og for at lære at begå sig i et internationelt set-up. Lasse kan gøre en god figur på 5000m, hvor jeg forventer at han ender i top 10. Derudover skal han tilegne sig mere erfaring med at løbe 1500m, som er den længste distance på PL-programmet. Mohameds mål er at slå sin personlige rekord på 5000m, hvilket betyder en tid under 15.29. På 1500m er målet at komme i finalen, lyder det fra den danske landstræner.

Alle tre danske løbere skal i ilden første gang den 14. oktober.

Læs mere om INAS Global Games 2019 her.