Parasport Danmark logo hvid.png

Performance boost med ny protese

Det helt rigtige set-up i Dubai åbner op for PL drøm hos dansk triatlet. Sebastian Engwald Jensen har som en af få para-atleter mulighed for at træne fuldtid. Og med en helt ny løbeprotese, drømmer Sebastian om at sikre sig en plads i Tokyo.

Performance boost med ny protese

Det er de færreste topatleter indenfor parasport, der som Sebastian Engwald Jensen har muligheden for at træne fuldtid, uforstyrret og fokuseret i jagten på en PL-plads. 31-årige Sebastian er godt klar over, at det er en unik chance og det skal udnyttes.

For godt et år siden flyttede Sebastian med sin kone, Pia, til Dubai. Et job til hans bedre halvdel i Leo Pharma gav parret mulighed for at skabe et optimalt set-up for Sebastian.

- Jeg er så heldig, at jeg ikke har brug for en ekstra indkomst og derfor kan jeg træne fuld tid. Det er et godt udgangspunkt, fortæller Sebastian.

- Den mulighed havde jeg ikke til PL i Rio. Jeg havde studie, arbejde og en kæreste. Der var ikke den samme mulighed for fokus og restitution. Hverken fysisk eller mentalt. Nu har jeg 100% tid til at have fokus på træning, fortæller Sebastian, som ikke tidligere har kvalificeret sig til PL.

Motivation og drive
Sebastian blev ben-amputeret i 1999, da han som 11-årig var involveret i en motorbådsulykke under en kæntringsøvelse. Siden da har han konstant udfordret sig selv rent sportsligt. I 2013 besteg han Kilimanjaro og i 2016 gennemførte han Ironman København, som den første dansker med en benprotese.

- Sport har givet mig helt vildt meget, forklarer Sebastian, der startede med triathlon i 2013.

- For mig har det altid handlet om, at overbevise mig selv om, at jeg kunne. Men også at vise andre, at jeg er god nok. Jeg kan godt lide at have nogen at konkurrere mod. Det motiverer mig.

Om den hårde træning vil være nok til en plads til PL må tiden vise, men der er opmærksomhed på atleten fra Parasport Danmark.

- Sebastian ser rigtig spændende ud. Han er en atlet, der virkelig har leveret og vi har set, at han flytter sig. Sebastian har et fint set-up. Det kan man også se på hans resultater, siger elitechef Michael Møllgaard Nielsen.

Sebastian Engwald Jensen ligger i øjeblikket nr. 10 på ranglisten til PL, og det er netop toppens første ti, der kvalificerer sig til Tokyo 2020.

Protese og performance

Sebastians dedikerede træning er ikke den eneste faktor i spil, når det kommer til at forbedre sine tider. Gennem en tæt dialog med det danske bandagistfirma Sahva og Parasport Danmark er det blevet klart, at en ny protese kan være med til at optimere Sebastians performance. Sebastians eksisterende løbeprotese er efterhånden 5-6 år gammel og giver ham derfor ikke nok afsæt.

- Vi tror, at en ny protese kan give 5-10% mere. Sebastian løber meget symmetrisk, så hvis han ikke får nok afsæt på den nuværende protese, sbliver hans løb assymmetrisk. Når en protese bliver slidt, så mister den i energireturnering, forklarer bandagist Toke Seier Novak fra Sahva.

Det er islandske Össur, der er en af verdens førende producenter af sportsproteser, der skal udvikle en ny protese til Sebastian. Össur har for nyligt indgået et samarbejde med DIF, og det gør det muligt for Sebastian at få tildelt en ny state-of-the-art protese, der vil være en væsentlig forbedring af hans nuværende.

- Som forbund er det virkelig godt, at DIF har en aftale med Össur – det hjælper vores atleter til at udleve deres potentiale. Det er rigtig spændende, hvad det kan blive til og jeg er glad for, at DIF og Össur kan være med til at støtte op om Sebastian, fortæller Michael Møllgard Nielsen.

En anderledes hverdag i Dubai

Sebastian bruger ikke kun tid på træning og hans hverdag i Dubai er anderledes end i Danmark. I Dubai svømmer og cykler alle de samme steder, og alle kender hinanden - og det er ikke skidt, når man er atlet med ambitioner.

- Der er masser af expats og den sociale dynamik er anderledes, så jeg har også fået forskellige sponsorer gennem mit netværk i Dubai. Det giver en god mulighed for at skabe omtale af sig selv, forklarer Sebastian, der drømmer om at kunne leve af at være atlet.

I Dubai er Sebastian efterhånden et kendt ansigt, og det er ikke unormalt, at folk stopper op og spørger til hans protese, siger Sebastian, der har det fint med åbenheden.

- I Danmark kender folk mig ikke. Jo, lokalmiljøet i Kastrup, hvor jeg kommer fra, gør. Men ellers ikke, fortæller Sebastian, som forhåbentlig kvalificerer sig til PL, så Danmark for alvor lærer topatleten at kende.

En typisk træningsuge

Sebastian Engwald Jensen træner på fuld tid. Det betyder ca. 15-20 timers træning om ugen. Dertil kommer bl.a. styrketræning og udstræk:

Svømning: 10-15 km
Cykling: 2-300 km
Løb: 20-30 km

Diskvalificeret ved VM

Sebastian Engwald Jensen leverede en flot præstation til VM i Lausanne 2019. Med sin 9. plads kunne han have sikret sig vigtige point frem mod PL i Tokyo. Desværre begik Sebastian en mindre fejl med udstyret i transitionen, hvilket betød diskvalifikation. En trist og skuffende afslutning på et løb, som Sebastian ellers kunne være virkelig stolt af.