Parasport Danmark logo hvid.png

Cathrine Rosengren vinder VM-bronze

20-årige Cathrine Rosengren understregede igen, at hun er blandt verdens bedste parabadmintonspillere, da hun i august vandt VM-bronze.

Cathrine Rosengren vinder VM-bronze
Cathrine Rosengren med sin anden VM-bronze i karrieren.

Andenseedede Rosengren var eneste danske deltager ved para-mesterskaberne i Basel, der blev afholdt sammen med det almene badminton-VM. I SU5 klassen spillede hun sig uden problemer frem blandt de fire bedste efter overbevisende sejre i puljespillet og kvartfinalen, hvor hun ikke afgav et eneste sæt.  

I semifinalen ventede så dygtige Qiuxia Yang fra Kina, som Rosengren inden kampen endnu ikke havde formået at få ketcheren under. Det blev heller ikke tilfældet i VM-semifinalen, som danskeren tabte i tre sæt med 15-21, 21-17, 12-21. For mange personlige fejl gjorde udslaget, og det irriterede Cathrine Rosengren:

- Lige nu er jeg lidt skuffet, for jeg havde håbet på at stå i finalen. Jeg synes, jeg spiller okay, men jeg laver for mange fejl, og det må man ikke på det her niveau. Så jeg er ærgerlig, men jeg havde samtidig sagt til mig selv, at hvis jeg mødte Yang i en semifinale, ville jeg være tilfreds med en bronzemedalje, for jeg har haft svært ved at slå hende hele året, og hun er nok den bedste spiller lige nu. Når det lige har lagt sig, er jeg sikker på, at jeg nok skal være tilfreds.

Hun kunne trøste sig med, at havde tabt til den kommende verdensmester. I finalen slog Qiuxia Yang nemlig førsteseede Ayako Suzuki fra Japan i tre sæt.  

Blandt verdens bedste

Bronzemedaljen beviser, til trods for skuffelsen, at Greve-spilleren er på rette vej og har niveauet til at spille med blandt de bedste paraspillere.

– Det er mega dejligt at vide, at jeg er blandt de bedste i verden. Det er jeg rigtig glad for, og jeg er sikker på, at hvis jeg fortsætter min træning, skal jeg nok stå øverst på podiet på et tidspunkt, fortalte Cathrine Rosengren.

Det er Rosengrens anden VM-bronzemedalje. Hun vandt sin første i 2017.