Triumfer & tårer
Der blev knyttet nævner, jublet, bidt tænder og grædt tårer, da en rekordstor trup på 86 danske atleter i marts fik en oplevelse for livet ved Special Olympics World Games i de Forenede Arabiske Emirater.
– Jeg forstår det slet ikke… Det er første gang, jeg har fået medalje i så stort et land. Det er stort…
Stemmen knækker. Et hav af tanker og følelser fylder 48-årige Michael Sars Schewitsch. Boccia-spilleren har svært ved at holde tårerne tilbage og falder sin unified-makker Bent Larsen og træner Kim Vammen om halsen. Den tunge sølvmedalje ligger solidt i falstringens hånd, men han må alligevel kigge på den flere gange for at forstå, at den er god nok.
Det er kulminationen på lang tids træning og nogle følelsesladede konkurrencedage i Abu Dhabi National Exhibition Centre. De fremmede og storslåede omgivelser har været en stor udfordring og gjort det svært for Michael at levere på det niveau, han kan. Men med støtte fra sine holdkammerater er han kommet tilbage på sporet, og medaljen er beviset på den store personlige sejr, turen har været for ham.
Og Michael Sars Schewitsch er ikke den eneste, der er udfordret af den lange rejse. Mange af de 86 atleter, der nogle dage forinden satte sig ind i verdens største passagerfly med kurs mod Dubai, havde sommerfugle i maven.
Lokal kultur i Ajman
Som altid indledes Special Olympics World Games med et besøg i en ’host town’ – en værtsby, hvor deltagerne kan opleve den lokale kultur. Danmark skal nordpå til Ajman, hvor programmet byder på fest, museumsbesøg og akklimatisering i en storby, der endnu ikke har samme heftige puls som Dubai og Abu Dhabi længere mod syd.
Fra det rolige Ajman går turen tilbage til Dubai for deltagerne i atletik og svømning og videre til Abu Dhabi for resten af den danske delegation. Kontrasten viser sig ved åbningsceremonien.
På Zayed Sports City Stadium hylder 40.000 begejstrede tilskuere de 7.500 atleter fra 195 nationer, og følelsen af at være en del af en af verdens største og vigtigste idrætsbegivenheder forplanter sig blandt de mange mennesker.
Ikke mindst da taler fra kongefamilien, regeringen og Kennedy-familien, der står bag Special Olympics-bevægelsen, sætter fokus på det enkelte menneskes unikke potentiale og på en verden af tolerance og respekt. De stærke budskaber brænder igennem, og det samme gør den olympiske ild, ”Håbets Flamme”, som bliver tændt i fællesskab af atleter med udviklingshæmning fra alle syv kontinenter.
Vaklende start
De første konkurrencedage lever desværre ikke op til den flotte åbning, og bliver en prøvelse for både atleter og trænere. Alle atleter skal divisioneres – altså vurderes niveaumæssigt og placeres i divisioner, så konkurrencerne bliver så fair som muligt. Det er tydeligt, at de mange frivillige og ansvarlige omkring stævneafviklingen er meget grønne i Special Olympics-regi. De kender ikke reglerne til bunds, giver forskelligtrettede meldinger og formår ikke at afvikle divisioneringen uden alenlang ventetid. Alt sammen faktorer, der er vanskelige at håndtere for mange af atleterne, der trives bedst med rutiner og forudsigelighed.
Men da konkurrencerne først kommer i gang, kommer der mere ro på, og det er tydeligt, at atleterne føler sig trygge i deres rette element på idrætsarenaerne. Nu er de endelig i gang med det, det hele handler om.
Fra svømmebassinet i Hamden Sports Complex, til fodboldbanerne og bowlinghallen i Zayed Sports City – alle steder og flere til er fokuserede danske atleter i aktion i i alt ti idrætsgrene. Koncentrationen er utvetydig, og det samme er gloserne, når et skud ryger forbi mål, en bold bliver dømt ude eller en timing misset. Der er store følelser i spil, og der bliver jublet i forløsning over en sejr og grædt i frustration, når vinden ikke blæser Danmarks vej.
Sammenholdet sejrede
– Fuck, fuck fuck…!
Slutfløjtet har netop lydt i semifinalen i herrernes unified-turnering i fodbold. Danmark 0, Oman 3 står der på tavlen. Nederlaget er svært at bære for de danske drenge, der så gerne ville have medaljer med hjem. Nogle ligger forstenede i græsset, udmattede af varmen og skuffede over, at deres indædte fight ikke bar frugt. Andre fælder tårer, og andre igen mander sig op og siger tak for kampen og tillykke til de glade Oman-spillere. Skuffelsen er stor, men når den har lagt sig, kan ingen tage oplevelsen og sammenholdet fra dem.
Unified-partner Magnus Hyldgaard Nielsen er en af holdets otte spillere uden udviklingshandicap, og for ham har turen været en øjenåbner.
– Det har været en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kom med. Man lærer meget om andre mennesker – det er noget, alle burde prøve.
For Nicki Bak, der har ADHD, har det været en stor hjælp at have Magnus og de andre spillere med på turen.
– Det betyder meget. Hvis der har været et eller andet, så har jeg bare kunnet gå til Magnus eller en af de andre. Svømmerne overgik sig selv
De velforberedte danske atleter stillede op i ti idrætter, og der var rigt med danske medaljer over hele linjen. Special Olympics er breddeidræt, og ved World Games er der gode medalje chancer for atleter i alle aldre og på alle sportslige niveauer – divisionerings systemet betyder, at atleterne møder mellem tre og otte konkurrenter på samme niveau, når det gælder kampen om metal. Derfor fortæller personlige rekorder ofte mere om den enkeltes præstation end ædelt metal – og dem var der masser af - ikke mindst i svømning, hvor danskerne gang på gang overgår sig selv og kapper brøkdele af deres bedste tider. En af dem er Eva Rosted, der netop har svømmet sig til en sølvmedalje i 100 meter bryst i ny personlig rekord.
– Det var superfedt. Og jeg er glad for, at det var fem sekunders PR. Hun er ikke i tvivl om, hvad grunden til det gode resultat er: – Det er min gode træning, der har gjort mig stenhård. Jeg har varmet op til det her stævne og var bare parat til det, så det er bare superfedt – fuldstændig!
For Tine Aagaard, landstræner for svømmere med udviklingshandicap, er de personlige rekorder vigtigere end medaljerne.
– Man kan ikke styre, hvordan konkurrenterne præsterer, men hvis man yder sit bedste og sætter personlig rekord, så har man om noget levet op til egne forventninger. Personlige rekorder viser, at svømmerne har arbejdet godt med deres løb og lever op til deres målsætninger.
Stolt af atleterne
Tilbage i Abu Dhabi er der tid til refleksion hos delegationsleder Anette Svejstrup.
– Vi er af sted med 86 danske atleter, og resultaterne på banen taler for sig selv. Atleterne har gjort det fantastisk, og takket være deres dygtige trænere har de været forberedt til fingerspidserne. Men mindst lige så vigtigt er det, at de har formået at navigere i det kaos, det også er at være af sted på sådan en tur. Vi gør, hvad vi kan for at skabe forudsigelighed og tryghed, men det kan ikke altid lade sig gøre, og de har været eminente til at håndtere de udfordringer, der har været, og til at hjælpe hinanden, lyder den anerkendende vurdering.
Næste sommerudgave af Special Olympics World Games afvikles om fire år i Berlin, men allerede om to år er der vinterlege i Stockholm.
INKLUSION GENNEM UNIFIED SPORTS
Næsten hver fjerde danske deltager ved Special Olympics World Games var en Unified-partner, dvs. en atlet uden et udviklingshandicap. Unified Sports går ud på at skabe social inklusion gennem fælles trænings- og konkurrenceoplevelser for mennesker med og uden handicap. Tanken er, at sport er en hurtig vej til at skabe venskaber og gensidig forståelse. Og håbet er, at det langsomt åbner verdens øjne for, hvad mennesker med udviklingshandicap egentlig er i stand til, samtidig med at det rydder berøringsangst og tabuer af vejen. Danmark deltog i Unified Sports-konkurrencer i seks idrætter og delegationsleder Anette Svejstrup er positiv omkring konceptet.
– Der er ingen tvivl om, at det kan noget. Der bliver knyttet venskaber, og vi får nogle gode ambassadører rundt om i idrætsforeningerne, som kan være med til at skabe nye tilbud, siger hun.
RØRTE FORÆLDRE
På stadiontribunen sidder Betina og Brian Eglin samt Ann Emely Egede-Jensen med flag og rød-hvide trøjer og hepper på de danske fodbolddrenge, der er i kamp. De tre er forældre til hhv. Celina Eglin og Katja Lund Jensen fra kvindernes 7-a-side-fodboldhold, der efter en flot turnering vandt 2-1 over Aserbajdsjan i bronzekampen. Det er første gang, de oplever World Games, og det gør indtryk.
– Det er fantastisk at se, at vores børn får de oplevelser. Jeg bliver meget rørt – det her er jo vildt stort, lyder det fra Betina Eglin, der suppleres af Ann Emely Egede-Jensen:
– Det er en kæmpe oplevelse. Ikke bare at se ens egen datter, men også at se alle de andre deltagere. Og vi forældre snakker sammen på tværs af landene, fordi vi har det tilfælles, at vi har et udviklingshæmmet barn.