Parasport Danmark logo hvid.png

Rising Stars med vokseværk

Et unikt eliteprojekt tager form i dansk parabordtennis, hvor landstræner Christoffer Petersen og verdensmester Peter Rosenmeier har sat sig for at rekruttere og opfostre fremtidens danske talenter.

Rising Stars med vokseværk
Foto: Thomas Sjørup

Bordtennishallen under Idrættens Hus i Brøndby er i gang med en større makeover. Træningslokalet, hvor Michael Maze, Mie Skov og Jonathan Groth har haft deres daglige gang, skal fornyes, og for første gang får de bedste parabordtennisspillere, som Peter Rosenmeier og Sophie Walløe, plads i vægudsmykningen, der skal inspirere og motivere den danske bordtenniselite.

Midt i byggerodet er et andet historisk projekt skudt i gang. Hver onsdag eftermiddag møder tre drenge og fem piger i alderen 9 til 14 år op til halvanden times træning anført af Parasport Danmarks landstræner i bordtennis. De otte børn har forskellige fysiske handicap og udgør tilsammen det første talenthold i parabordtennis med fast træning i det nationale elitecenter.

- Det her er et eliteprojekt, hvor målet på sigt er at udvikle spillere til landsholdet. Men i første omgang handler det om at samle en flok børn, der både har lysten og de basale færdigheder til at blive dygtige bordtennisspillere, siger Christoffer Petersen, der har været landstræner i parabordtennis siden 2014 og kommer fra en stilling som elitekoordinator og ungdomslandstræner i Dansk BordTennis Union (DBTU).

Fra én til otte

Det nye talenthold, der har fået det flashy navn ’Rising Stars’, opstod i november 2018 og udspringer af en ugentlige træningsaftale mellem Christoffer Petersen og niårige Freja Juhl Larsen. Duoen mødte hinanden til Parasportens Dag i september 2017, og siden er Freja mødt op til bordtennislektioner i Idrættens Hus hver onsdag eftermiddag.

- Efterhånden som vi har set Freja udvikle sig i løbet af det sidste års tid, begyndte vi at tænke over muligheden for at give andre børn samme mulighed. Det viste sig hurtigt, at der var stor interesse for at blive en del af projektet, siger Christoffer Petersen, der sammen med Peter Rosenmeier bl.a. har gæstet Dværgforeningens efterårslejr og besøgt Gentofte Børneterapi for at fortælle om det nye hold.

10-årige Emma Rosa Kirkelund, der er født med hoftedysplasi, kom med i den første udvidelse af onsdagstræningen, og på få måneder har hun ikke bare udviklet sit spil markant, men også fået nye mål og venskaber.

- Det er rigtig sjovt, og jeg synes, jeg lærer noget hver gang. Lige nu handler det meget om, at jeg skal slå lidt hårdere med baghånden. Christoffer roser meget og synes tit, at jeg udvikler mig, men der er også altid et men med ham og noget, jeg kan arbejde videre med, siger Emma, der er blevet rigtig gode veninder med Freja. Og ambitioner har hun også.

- Jeg tør i hvert fald godt tænke langt frem. Jeg vil gerne med til PL i 2028, lyder det fra Emma, der har fuld opbakning fra sine forældre.

- Så længe hun synes, det er sjovt, så bakker vi op. Tidligere var hun mere til at spille klarinet end dyrke sport, men det er der altså lavet om på. Det er tydeligt for os, at hun nyder at komme til træningen, og hun hygger sig med de andre spillere både her og i hendes nye klub, fortæller Emmas mor, Karina Kirkelund.

Ud i almenidrætten

Når de unge spillere har fundet sig til rette til onsdagstræningen, skal de starte til bordtennis i en almen klub. Det er en forudsætning for at kunne fortsætte på holdet.

- De får fem prøvetræninger her på vores beskyttede værksted, og så finder vi en klub. I hele min tid har det været et problem, at spillere med fysiske handicap mangler den elitære træning, der tilbydes i almindelige klubber. Mit mål er at ruste dem til at gå til bordtennis, ikke til handicaptræning, siger Christoffer Petersen.

Det er ikke nødvendigvis alle, der er klar til det, og af samme grund er det heller ikke alle, der kan få en plads i Rising Stars. Første skridt er en samtale med landstræneren og Peter Rosenmeier, der fungerer som forældrekontakt og koordinator, samt en hurtig screening omkring bordtennisbordet.

- Det handler ikke om at give nogle unge mennesker nogle gode oplevelser, selvom det selvfølgelig er en fed bonus. Men det er ikke fair, at vi beder dem om at committe sig til bordtennis og bruge en masse tid på vores projekt, hvis vi dybest set ikke tror på, at der er en fremtid i det for dem, siger Christoffer Petersen.

Hastig udvikling

Onsdagstræningen, der varer halvanden time, starter med let opvarmning omkring en agility stige, inden Christoffer Petersen fordeler børnene ud på tre borde. Her venter Nicoline Kofoed og Louise Jakobsen, der begge er tidligere ungdomslandsholdsspillere i DBTU, og de kører træningen ved hver sit bord. Undervejs roterer spillerne, så der er lige fokus og pauser til alle.

14-årige Aksel Sainoski er et af de nyeste ansigter til træningen, men han har hurtigt mærket effekten af træningen.

- Det har været sjovt, og jeg føler, at jeg lærer helt vildt meget her. Det passer rigtig godt til mig. Jeg har spillet i fritidsklub tidligere, men nu har jeg lært, at jeg har holdt battet helt forkert. Min gnist til bordtennis er virkelig kommet op igen, siger han.

Aksel har tidligere dyrket svømning, er meget interesseret i fodbold og går også til badminton. Bordtennis lader dog til at være et perfekt match.

- Det går rigtig godt indtil videre. Jeg synes, det er imponerende, så meget Aksel har udviklet sig på bare én træning. Det giver sig selv, at man kan lære en masse, når det er en landstræner, der står for træningen, og han har også tilbudt at hjælpe os godt i gang i en klub, siger Aksels far, Dzevdet Sainoski.

De næste skridt

Rising Stars har fået præcis den start, Christoffer Petersen og Peter Rosenmeier håbede på. Næste mål er et udvide truppen til 16-20 spillere, og til sommer håber duoen, at onsdagstræningen i endnu højere grad har karakter af ”almindelig” bordtennistræning, hvor børnene spiller og sparrer med hinanden.

Allerede fra januar får de unge bordtennistalenter også tilbud om en månedlig lørdagstræning i Idrættens Hus.

- Det handler om at tilføre noget mængde, samtidig med at vi vil gribe det lidt anderledes an. Det bliver to træningspas adskilt af, at vi spiser frokost sammen. Det skal være noget, de glæder sig til. Det er for tidligt for dem at spille turneringer og kampe i weekenden, så derfor gør vi det her, siger Christoffer Petersen.

Turneringsdeltagelse er dog en del af planen på sigt.

- Det er vigtigt, at de er klar til det. Den første oplevelse skal være en succes og ikke et stort dunk oven i hovedet. Samtidig ved jeg også af erfaring, at når først man begynder at spille kampe, kommer det til at fylde enormt meget i spillernes hoveder, og lige nu er det vigtigt, at de har fokus på at træne, konstaterer landstræneren, der ikke har noget imod at spå om, hvornår de første Rising Stars er klar til landsholdet.

- Hvis det går, som vi håber, har vi de første ungdomslandsholdsspillere om tre år, siger han.

Vil du vide mere?

Kontakt en verdensmester: Send en mail til Peter Rosenmeier på pro@parasport.dk og høre mere om Rising Stars-projektet.