Parasport Danmark logo hvid.png

Fokus på Unified Sports

En fjerdedel af de danske atleter i Abu Dahbi har ikke et udviklingshandicap.

En bemærkelsesværdig stor del af deltagerne ved SOWG 2019 har ikke et udviklingshandicap, og faktisk er næsten hver fjerde af de danske kvotepladser gået til de såkaldte Unified-partnere. Det er ikke en dansk beslutning, men resultatet af, at Special Olympics har ønsket ”the most unified games ever” i Abu Dhabi.

Unified Sports er ligesom Special Olympics et amerikansk koncept, der dyrker social inklusion gennem fælles trænings- og konkurrenceoplevelser. Tanken er, at sport er en hurtig vej til at skabe venskaber og gensidig forståelse.

- Der er ingen tvivl om, at det kan noget. Tanken er rigtig fin. Der bliver knyttet venskaber, og vi får nogle gode ambassadører rundt om i idrætsforeningerne, og det kan være med til at skabe nye tilbud. Vi ærgrer os dog lidt over, at det betyder færre kvotepladser til mennesker med udviklingshandicap, der dyrker Special Olympics-idræt i det daglige, siger Anette Svejstrup.

Nye venskaber

Danmark deltager ved SOWG 2019 i Unified Sports i badminton, boccia, bowling, fodbold, golf og håndbold, og for Ivan Kristensen, der er Special Olympics fællestræner i herrehåndbold, har det været en spændende opgave at samle Unified-holdet.

- Det har været meget specielt og nyt og en stor udfordring. Vi havde en idé om, at vi hurtigt kunne finde nogle spillere, der allerede kendte hinanden fra klubberne, men det viste sig ikke at være muligt. Så i stedet gik vi ud på de sociale medier, og så kom der 25 ansøgninger på tre dage. Vi er gået meget efter personlighed og knap så meget efter det håndboldmæssige, og jeg synes, vi har fået en god og homogen trup, der har det skide godt sammen, siger Ivan Kristensen.

For Tobias Knudgaard Jensen, der er Unified-partner, har det indtil videre været en udpræget positiv oplevelse at være med.

- Det her er en vildt fed oplevelse. Der er en vildt fed stemning i hallen, når vi træner, og en rigtig god ping-pong mellem os. Vi har fået et godt sammenspil og en god dynamik på holdet, siger Tobias Knudgaard Jensen, der bakkes op af Special Olympics-spiller Peter Willer Lange.

- Det er en helt ny måde at spille håndbold på, og det har allerede givet mig både nye venskaber og nye kompetencer inden for håndbolden. Nu skal vi bare ned og tage guldet, lyder det fra backen.

De to håndboldspillere er blandt i alt 1.4 mio. idrætsudøvere på verdensplan, der i løbet af 2019 forventes at tage del i Unified Sports.