Parasport Danmark logo hvid.png

Powerchair Floorball

Powerchair Floorball (også kendt som kørestolsfloorball eller "PCF") er en elkørestolsdrevet sport med fart, tempo og taktik. Sporten kan som udgangspunkt spilles af alle med et fysisk handicap, der lever op til det officielle mindstehandicap defineret af Parasport Danmark, og derfor er der en bred repræsentation af handicap i idrætten. Sporten henvender sig til alle aldre, men er særligt populær blandt voksne.

Spillere med mindre funktionsnedsættelser benytter ofte almindelige floorballstave, mens de fysisk svagere ofte benytter en speciel fastmonteret stav på stolen. Der benyttes særlige sportsstole, der er bygget til formålet.

Powerchair Floorball - der kæmpes om bolden

For at kunne dyrke Powerchair Floorball kræver det, at der benyttes en særlig sportsstol, der er bygget til formålet. Der stilles særlige krav til stolens ydeevne, ligesom der stilles særlige krav til stolens opbygning, førend den er lovlig at anvende i kamp.
I en midlertidig periode, indtil man har fået sin egen sportsstol, er det dog i træningssammenhænge muligt at benytte sin egen hverdagsstol eller forhøre sig hos de enkelte klubber om muligheden for at benytte en låne-sportsstol. Da klubbernes låne-sportsstole primært anvendes til at kunne fastholde og hjælpe nytilkomne spillere i gang, skal disse kunne anvendes af så mange som muligt, og det er derfor ikke muligt at foretage store individuelle tilpasninger af disse. Klubberne er altid meget behjælpelige med at få ansøgt pågældende kommune om støtte til køb af egen sportsstol.

I Powerchair Floorball er der fem spillere på banen fra hvert hold, og kampe afvikles over 2x20 minutter (effektiv spilletid).

Download flyer om powerchair floorball her.

 

Musholm er nationalt træningscenter for landsholdet i Powerchair Floorball

Det danske landshold i Powerchair Floorball har hjemmebane på verdens mest tilgængelige sport- og feriecenter, Musholm, der er en del af Muskelsvindfonden. Musholm er partner for Powerchair Floorball i Danmark, og aftalen sikrer de danske landsholdsspillere de bedst tænkelige rammer om deres sportslige udvikling og forberedelser.

Læs mere om Musholm – Ferie, Sport & Konference.

Musholm er verdens mest tilgængelige sport- og feriecenter. Foto: Per Gudmann
Musholm er verdens mest tilgængelige sport- og feriecenter. Foto: Per Gudmann

KONTAKT

Idrætskoordinator Danni Hillbrandt-Mogensen
Mail: formand@powerchairfloorball.dk
Tlf: 60 59 60 60

Idrætskontakt Henrik Rye Rasmussen
Mail: hrr@parasport.dk
Tlf: 24 45 96 48

Hvem skal du kontakte?
Idrætsudvalget står for administration og udvikling af idrætterne i Parasport Danmark og er den primære kontakt for medlemsklubber og personer, der har spørgsmål om fx turneringsvirksomhed og landsholdsaktiviteter, som ikke har elitestatus, regler og informationer samt budgetter og landsmøder.
De fleste idrætter uden et idrætsudvalg får udpeget en idrætskoordinator, der i samarbejde med klubber og idrætskontakten varetager idrætsudvalgets funktioner.
Idrætskontakten er idrætsudvalgets primære indgang til Parasport Danmarks organisation og kontakt ift. landsholdsaktiviteter med elitestatus.