Parasport Danmark logo hvid.png

Alpint skiløb

Alpint skiløb er skiløb ned ad et bjerg på en eller to ski – stående eller siddende. Alpint skiløb kan dyrkes af personer med fysiske handicap og af personer med udviklingshandicap.

Mange skiklubber arrangerer ture til Alperne, Sverige og Norge med mulighed for deltagelse af alle slags skiløbere. Disse ture kan have karakter af ferie og rekreation med familie og venner, men kan også have til formål at dyrke skisporten som idræt og træne portkørsel.

Alle kan dyrke alpin skisport uanset hvilket fysisk handicap man har. Underbensamputerede vil oftest køre på to ski, hvor protesen kommer i skistøvlen på samme måde som i en almindelig sko. For lårbensamputerede er det muligt at stå på én ski med særlige krykski, som gør det lettere at holde balancen. For dobbelt benamputerede eller personer med rygmarvsskade er det muligt at køre i en såkaldt sitski, der findes både som biski (med to ski under) og som monoski (med én ski under). Igen har man krykski til at hjælpe med at holde balancen. Personer med et synshandicap løber typisk efter en guide.

Personer med svære funktionsnedsættelser kan benytte bi-ski eller dual-ski. Hvis personen ikke har funktion til at køre selv, skal han eller hun køres af en medløber på ski. Endelig er det også muligt at køre i en såkaldt skicart, der er en form for gokart med ski under.

Skisporten i Danmark blandt personer med udviklingshandicap er en populær sport. Alpine konkurrencer for personer med udviklingshandicap foregår i Special Olympics regi. Skiløbere med et udviklingshandicap klassificeres til selve løbene ved forud at køre et divisioneringsløb. Derved bliver atleterne grupperet ud fra deres færdighedsniveau.


Klassificering 
Alpint konkurrenceskiløb for udøvere med et fysisk handicap klassificerer udøverne ud fra graden af deres funktionsnedsættelse. Udøvere inddeles i tre overordnede grupper, som hver består af forskellige klasser med stigende funktionsniveau:

  • Udøvere med synshandicap (klasserne B1-3)
  • Stående udøvere med enten ben- eller arm-defekter (klasserne LW2-9)
  • Udøvere siddende i sitski (klasserne LW10-12)

Alle tre grupper konkurrerer på den samme bane, således at udøverne i klasserne med synshandicap konkurrerer mod hinanden, alle stående mod hinanden og det samme for de siddende udøvere.


Konkurrencer

Konkurrencer for alpine skiløbere med et fysisk handicap foregår efter de samme regler som for raskidrætten. Der stilles således sammen krav til ski og hjelme, som til alle øvrige konkurrenceskiløbere. Banerne der køres på sættes også efter samme regler.

Der konkurreres i styrtløb, Super G, storslalom og slalom.

Parasport Danmark har et alpinlandshold for atleter med fysisk funktionsnedsættelse. Landsholdet træner og konkurrerer primært i slalom og storslalom.


Snowboard
Stående personer med eksempelvis en rygmarvsskade, amputation, arm-ben-defekt eller CP har gode muligheder på snowboard. Konkurrencetyper på snowboard for personer med nedsat fysisk funktion er i disciplinerne boarder cross (time trail) og boarder cross (head to head).

Udøverne inddeles efter funktionsevne i tre kategorier:

  • SB-LL1 og SB-LL2: For udøvere med funktionsnedsættelser på ben/underkrop
  • SB-UL: For udøvere med funktionsnedsættelser på arme/overkrop

Parasport Danmark benytter de til enhver tid gældende regler i IPC vedr. snowboard: https://www.paralympic.org/snowboard/history

 

KONTAKT

Landstræner i alpint skiløb, Visti Lindemann
Mail: vistilindemann@hotmail.com 
Mobil: 30 24 07 30