Parasport Danmark logo hvid.png

VM i kørestolsrugby 2022

Sammen med Vejle Kommune og Sport Event Denmark var Parasport Danmark vært for VM i kørestolsrugby 2022 i DGI Huset Vejle.

"Det bedste VM i kørestolsrugby nogensinde".

Det var ambitionen, da Parasport Danmark, Sport Event Denmark og Vejle Kommune oven på et succesfuldt EM-værtskab i 2019 bød ind på værtskabet for 2022 WWR Wheelchair Rugby World Championship. Danmark vandt buddet, og i oktober 2022 husede DGI Huset Vejle World Wheelchair Rugby's flagskibsevent med deltagelse af de 12 bedste nationer i verden.

Efter 46 velspillede kampe i festlige rammer lykkes det Australien at vinde VM-titlen med en finalesejr over USA. Danmark tabte bronzekampen til Japan, men blev bedste europæiske hold.​ Ugen igennem lagde flere end 10.000 tilskuere vejen forbi DGI Huset, og 25.000 danskere fulgte i gennemsnit med i Danmarks kampe, der alle blev sendt live på DR2.

Efterfølgende konstaterede en begejstret WWR-præsident Richard Allcroft, at Danmark var lykkes med at afholde det bedste VM til dato og løfte dansk og international kørestolsrugby til nye højder.

Danmark har tidligere været vært for EM i kørestolsrugby i 2005 (Middelfart) og 2009 (Hillerød) samt for VM i kørestolsrugby i 2014 (Odense). Vejle har i samarbejde med Parasport Danmark og Sport Event Denmark tidligere været vært for EM i parabordtennis i 2015 og EM i kørestolsrugby i 2019.

Om kørestolsrugby
Kørestolsrugby eller ’murderball’, som sporten oprindeligt blev kaldt, er udviklet i Canada i 1970’erne og er en holdsport med elementer fra rugby, basketball og håndbold. Spillet blev udviklet for atleter, der foruden nedsat funktion i benene også havde nedsat arm- eller håndfunktion, og det er således et krav, at spillerne har nedsat funktion i mindst tre ud af de fire ekstremiteter.

To hold a fire spillere spiller mod hinanden og skal få bolden over modstanderens mållinje. Der må afleveres, kastes, trilles, dribles og bæres i alle retninger, og det er tilladt at have kontakt mellem stolene – faktisk er det en central del af spillet at tackle, holde eller blokere for modstanderen.

Danmark ligger p.t. nr. syv på verdensranglisten, der toppes af Japan foran Storbritannien og USA. Japan er forsvarende verdensmestre fra 2018, mens Storbritannien tog guldet ved de Paralympiske Lege i Tokyo i august 2021. Frankrig blev europamestre i Paris i februar 2022, hvor Danmark spillede sig til bronze.

Fakta om VM 2022

  • 12 nationer (Storbritannien, USA, Frankrig, New Zealand, Tyskland, Schweiz, Japan, Australien, Canada, Brasilien, Colombia og Danmark)
  • 46 kampe
  • Guld: Australien
  • Sølv: USA
  • Bronze: Japan
  • Flere end 10.000 tilskuere i løbet af VM-ugen og udsolgt til finaleweekenden
  • Fanzone hver dag fra kl. 8-20
  • Skolernes motionsdag for lokale skoler i Vejle
  • I alt har 18 forskellige skoler besøgt VM
  • 80 frivillige

 

Mere om VM 2022

Hjemmeside: 2022wrwc.com
Facebook: facebook.com/2022wrcc
Hent VM-folder her.

Kontakt
Eventchef Torben Hahn Nygaard
Tlf.: 24 91 44 85
Mail: thn@parasport.dk

Pressekontakt Jannik Lund Andersen
Tlf.: 51 27 17 60
Mail: jla@parasport.dk