Parasport Danmark logo hvid.png

VM i kørestolsrugby 2022 - Køb din billet

Oplev de bedste kørestolsrugbynationer og mest hårdføre para-atleter i DGI Huset Vejle fra 10.-16. oktober 2022, når Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmark er værter for VM i kørestolsrugby.

Leon Jørgensen i aktion ved EM i kørestolsrugby i Vejle i 2019.
Anfører Leon Jørgensen og de danske landsholdsspillere er klar til at kæmpe om VM-medaljer i Vejle. Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen

Frisk fra holdets første paralympiske slutrunde i Tokyo, hvor det blev til en lovende 7. plads, er det danske landshold i kørestolsrugby tilbage på hjemmebanen i Vejle i oktober 2022. Det gælder kampen om VM-titlen, og landstræner Jason Regiers tropper skal forsøge at tage endnu et stort skridt mod verdenstoppen foran et entusiastisk dansk publikum.

I Vejle får holdet de bedst tænkelige rammer for at jagte drømmen om den store VM-triumf. I DGI Huset får spillerne optimale rammer, da tilgængeligheden er i top, og indkvarteringen kan foregå i umiddelbar nærhed på Vejle Center Hotel. Samtidig er placeringen centralt i byen optimal for både deltagere og byens borgere, der får lov at tage del i en unik sportsbegivenhed. At den lokale opbakning til para-atleterne er imponerende i 'Parasportens Hovedstad' , har vejlenserne tidligere demonstreret, senest ved EM-slutrunden i 2019, hvor der var udsolgt på lægterne i Spektrum.

Danmark har desuden tidligere været vært for EM i kørestolsrugby i 2005 (Middelfart) og 2009 (Hillerød) samt for VM i kørestolsrugby i 2014 (Odense). Vejle har i samarbejde med Parasport Danmark og Sport Event Denmark tidligere været vært for EM i parabordtennis i 2015 og EM i kørestolsrugby i 2019.

KØB BILLET TIL VM HER

 

Om kørestolsrugby
Kørestolsrugby eller ’murderball’, som sporten oprindeligt blev kaldt, er udviklet i Canada i 1970’erne og er en holdsport med elementer fra rugby, basketball og håndbold. Spillet blev udviklet for atleter, der foruden nedsat funktion i benene også havde nedsat arm- eller håndfunktion, og det er således et krav, at spillerne har nedsat funktion i mindst tre ud af de fire ekstremiteter.

To hold a fire spillere spiller mod hinanden og skal få bolden over modstanderens mållinje. Der må afleveres, kastes, trilles, dribles og bæres i alle retninger, og det er tilladt at have kontakt mellem stolene – faktisk er det en central del af spillet at tackle, holde eller blokere for modstanderen.

Danmark ligger p.t. nr. syv på verdensranglisten, der toppes af Japan foran Storbritannien og USA. Japan er forsvarende verdensmestre fra 2018, mens Storbritannien tog guldet ved de Paralympiske Lege i Tokyo i august 2021. Frankrig blev europamestre i Paris i februar 2022, hvor Danmark spillede sig til bronze.

 

Danmarks VM-kampe

DANMARK - BRASILIEN
Mandag den 10. oktober kl. 17

DANMARK - JAPAN
Tirsdag den 11. oktober kl. 18

DANMARK - COLOMBIA
Onsdag den 12. oktober kl. 10

DANMARK - AUSTRALIEN
Onsdag den 12. oktober kl. 18

DANMARK - CANADA
Torsdag den 13. oktober kl. 18

Se det fulde kampprogram på 2022wrwc.com

Følg med i VM

Hjemmeside: 2022wrwc.com
Facebook: facebook.com/2022wrcc
Hent VM-folder her.

Kontakt
Eventchef Torben Hahn Nygaard
Tlf.: 24 91 44 85
Mail: thn@parasport.dk

Pressekontakt Jannik Lund Andersen
Tlf.: 51 27 17 60
Mail: jla@parasport.dk