Parasport Danmark logo hvid.png

Rising Stars

Parasport Danmarks børn- og ungeprojekt Rising Stars rekrutterer og udvikler næste generation af danske talenter i bordtennis, svømning og skydning.

Rising Stars
Foto: Andreas Mikkel Hansen

 

 

Rising Stars giver idrætsoplevelser og sportsfællesskaber til børn og unge med fysisk handicap i alderen 7-15 år og hjælper de unge atleter ud i det almene foreningsliv. Med ugentlige træningstilbud, kompetente trænere og sport med ligesindede, tilbyder Rising Stars et unikt fællesskab, hvor sport og udvikling er i fokus i et trygt træningsmiljø.


Per 1.januar 2023 – 31.december 2027 er projektet støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Projektleder og landstræner Christoffer Pedersen hjælper Alexander Persson ved Rising Stars-træning i bordtennis. Foto: Parasport Danmark
Projektleder og landstræner Christoffer Pedersen hjælper Alexander Persson ved Rising Stars-træning i bordtennis. Foto: Parasport Danmark

Baggrund

Siden 2018 har Rising Stars givet sportsoplevelser og unikke fællesskaber til mere end 125 børn. Det startede med bordtennis og en ambition om at skabe en ungdomsgruppe, der hver uge skulle træne sammen med det formål at udvikle sig inden for bordtennis. Metoden var at angribe rekrutteringen på en helt ny måde samt åbent at fortælle, at dette var et tilbud, hvor vi ville udvikle på børnene med fysisk handicap. Med ønsket om at ville skabe en kultur, hvor det at blive god til bordtennis var lige så naturligt som i en almen bordtennisklub, kunne vi for fire år siden byde velkommen til første træning i Rising Stars-regi. Projektet har siden fået vokseværk og flere sportsgrene er kommet til, hvorfor der nu er idrætstilbud i både bordtennis, svømning og skydning.

Modellen handler om målrettet idrætsspecifik rekruttering til et ugentligt træningsmiljø, hvor idrætten er i højsædet. Alle børn og unge med et fysisk handicap kan potentielt deltage, men for at sikre, at nye børn og unge bliver sat i en idræt og nogle omgivelser, der giver mening for både barnet og trænerne, vil der være en samtale og et par prøvetræninger, inden man bliver en fast del af konceptet.

Foto: Andreas Mikkel Hansen
Foto: Andreas Mikkel Hansen

Hvorfor Rising Stars

Det ugentlige træningstilbud i trygge rammer med kompetente trænere og med ligesindede er basen for idrætten. Det skal være et sted, hvor fastholdelsen er vigtig, men hvor vi tror på, at en sportslig udvikling er med til at fastholde og samtidig give mod på mere træning. Hvor dygtig man har lyst til at blive skal være op til barnet selv, men i Rising Stars er der foruden dygtige trænere også et stort netværk og klubkendskab, der gør, at mere træning og fortsat udvikling er en mulighed.

Hvor

Rising Stars udvikler sig hele tiden, og det betyder også flere og flere lokationer. Per 1. januar 2023 er Rising Stars til stede på otte forskellige lokationer rundt om i landet fordelt på følgende måde:

Bordtennis: Brøndby, Odense og Aarhus

Svømning: Kastrup, Odense og Aarhus

Skydning: Lyngby og Fredericia

 

Konceptet

Satsningen består af følgende tre stadier:

Alle interesserede børn (og deres forældre) inviteres ind til en snak og en prøvetræning.

Det, der kigges efter, er forskelligt fra idræt til idræt. Hvis det viser sig, at f.eks. bordtennis ikke skulle være den rigtige idrætsgren, så hjælper vi med at skabe muligheden for at prøve en anden idræt.

Herfra står den på masser af sjov og udfordrende træning. Uanset hvilken af de tre idrætter det drejer sig om, så har den sportslige udvikling stor prioritet. Dette er ikke et elitært projekt, men rammerne er lavet således, at hvis der er elitære mål, så kan de i første omgang opfyldes i Rising Stars-rammerne.

Når trænerteamet føler, at tidspunktet for at deltage ved forskellige turneringer er det rette, så hjælper vi hver enkelt spiller og familie med at komme i gang på en god måde. Oplevelsen med børneidræt på turneringsniveau kan være en stor omvæltning, og alt afhængigt af barnets funktionsnedsættelse kan der være behov for at tage enkelte forholdsregler. Processen sker i samarbejde med trænerteamet.

 

Organisationen

Hver idræt har en koordinator, der er ansvarlig for, at idrætten udvikler sig løbende, og at de ugentlige tilbud bliver startet op. Det er også koordinatorernes ansvar at ansætte og tilknytte de rigtige trænere til de ugentlige tilbud.

Hvis man er interesseret i at høre mere om Rising Stars, indgå samarbejde eller deltage kan man kontakte Peter Rosenmeier - se kontaktinformation nedenfor.

 

 

Kontaktinformation

Peter Rosenmeier, Rekrutteringsansvarlig for Rising Stars
Tlf. 24 48 83 18
E-mail: pro@parasport.dk

 

Christoffer Petersen, projektleder på Rising Stars og kontaktperson for bordtennis

Tlf. 51 59 72 91

E-mail: cpe@parasport.dk