Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Overblik over femte konkurrencedag i London

Mikael Krarup Andersen og guide Laust Bengtsen under PL i London. Foto: Lars Møller.
4. september 2012

Danske atleter var mandag i konkurrence i disciplinerne atletik, goalball, ridning, sejlads og svømning, men det lykkedes, trods fine præstationer, ikke at sikre flere danske medaljer. Den danske lejr har for tiden royalt besøg.

Atletik:
Den blinde løber Mikael Krarup Andersen fra Aarhus var mandag aften i finalen på 1500 meter på det olympiske stadion sammen med sin guide Laust Bengtsen.

I finaleløbet blev der virkelig løbet stærkt, og Mikael kom i mål i den fornemme tid 4:16,12. Det var hans årsbedste og placerede ham som nummer seks.

Guldet blev vundet i ny verdensrekordtid af kenyaneren Kimani i tiden 3:58,37. Det er den første synshandicappede løber, der nogensinde når under fire minutter for de 1500 meter.

I det indledende heat havde Mikael kvalificeret sig med tiden 4.17,44.

Også kørestolsraceren Marianne Maibøll var i konkurrence i en af sine favoritdiscipliner - 400 meter. I tiden 1:02.35 blev hun nummer seks i sit indledende heat. Selv om det var sæsonrekord for Marianne, var det desværre ikke nok til at kvalificere sig til finalen.

Marianne bor til dagligt i Canada, hvor hun træner med det canadiske landshold i atletik.

Goalball:
Kampen mod Kina lignede på forhånd en meget stor mundfuld for det danske hold, og det viste sig at holde stik. Danmark skulle have point for at gøre sig håb om at gå videre til kvartfinalerne, men måtte indkassere et nederlag på 1-8. Det enlige danske mål blev scoret af Karina Jørgensen. Dermed er Danmark uden sejr i de første tre ud af fire kampe.

Trods lussingen på 8-1 mod Kina var landstræner Peter Forsberg fattet umiddelbart efter kampen:

 

- Vi må erkende, at kineserne indtil nu helt klart har været det bedste hold ved dette PL. De er i en klasse for sig. De bruger fem sekunder på at modtage bolden og sende den af sted igen med det samme. Desuden er de i stand til at lægge pres på modstanderen fra alle tre steder på banen. Det er meget imponerende.

- Det er selvfølgelig skuffende, at vi ikke går videre. Det var ikke det, som vi havde håbet på. Men nu må vi lige sunde os lidt, inden vi finder ud af, hvad vi kan gøre bedre, fastslår Peter Forsberg.

 

Centerspilleren Maria Larsen, der måtte udgå af kampen mod Kina med en skade, var umiddelbart efter kampen ikke i stand til at sige, om hun kan nå at blive i orden til den sidste indledende kamp tirsdag formiddag mod Storbritannien.

- Jeg fik et hårdt skud på fødderne, der gav et ordentligt rusk i hele min lårmuskel, som allerede har været lidt småskadet inden vores første PL-kamp.Nu gjorde det bare lige pludselig virkelig ondt, så jeg var nødt til at blive skiftet ud, fortæller hun.

Ridning:

Mandag middag var Caroline Cecilie Nielsen og hesten Leon i ilden for sidste gang ved PL. Ekvipagen leverede et fint kür-program i Greenwich Park, hvor det blev til et resultat på 64,850 % og en 13.-plads. Guldmedaljen i kür for grad II gik til Natasha Baker fra England på Cabral med 82,800 %, mens tyske Britta Napel på Aquilina fik sølv med 77,400 %. Bronzemedaljen gik til Angelika

 

Tirsdag er det de øvrige fire danske PL-ekvipagers tur til at ride deres kür-klasser.

 

Mere detaljerede oplysninger om de danske rytteres præstationer kan findes på rideforbund.dk.  

 

Sejlads:
Sejleren Jens Als Andersen fra Holbæk nød godt af den noget beherskede vind ved mandagens to sejladser i Weymouth, hvor sejlerne kom lidt senere i gang end forventet på grund af manglende vind. I dagens første sejlads kom Jens ind på en fornem andenplads - 36 sekunder efter hjemmebanedarlingen Helena Lucas.

I dagens anden sejlads blev Jens nummer 11. Dermed ligger han på en samlet 13.-plads før morgendagens to sejladser med forventet start klokken 15:10 og 16:40.

Svømning:
PL-debutanten Niels Korfitz Mortensen fra Randers sluttede i 50 meter fri på en samlet 14.-plads i sit indledende heat i tiden 29.24 sekunder. Det rakte ikke til en plads i aftenens finale.
Niels var den eneste danske svømmer i konkurrence mandag, men tirsdag er der fire danskere i det olympiske bassin.

Royalt:

DHIF’s protektor, prinsesse Benedikte, var søndag på besøg i den paralympiske by, hvor chef de mission, Michael Møllgaard Nielsen, viste rundt i den tidligere olympiske by, som nu huser næsten 10.000 paralympiske atleter, trænere, ledere og officials.

 

Prinsessen spiste blandt andet frokost med de danske goalballpiger og var på besøg i den danske lejr, hvor hun mødte de unge danske svømmere, som hun opfordrede til at gå ud og fortælle deres historie til andre handicappede, så endnu flere kan opleve glæden ved at dyrke handicapidræt – og måske deltage i PL.

Tirsdag morgen ankommer kronprins Frederik, der blandt andet vil overvære Marianne Maibøll køre 800 meter kørestolsrace på det olympiske stadion om formiddagen. Her skal kronprinsen også overrække medaljer, inden han ved middagstid tager til Greenwich for at overvære ridekonkurrencerne og hilse på de danske ryttere.

 

Medaljeoversigt:
Listen over de danske medaljevindere i London ser inden de fem sidste konkurrencedag sådan ud:
Guld:
 - Jackie Christiansen, kuglestød
Bronze:
- Daniel Wagner Jørgensen, længdespring
- Peter Rosenmeier, bordtennis
- Annika Lykke Dalskov, ridning

Programmet for tirsdagens PL-konkurrencer med dansk deltagelse kan findes på paralympic.dk

Her er det også muligt at finde et udvalg af pressefotograf Lars Møllers aktuelle PL-fotos, som kan benyttes gratis til redaktionelt brug - http://paralympic.dk/PressRoom/ShowPressRoom/?


Tilbage til Nyheder
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Parasport Webshop

Støt Skrab Vind 2018

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster