Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Overblik over anden konkurrencedag i London

Jackie Christiansen med guldmedaljen. Foto: Lars Møller.
1. september 2012

Af Birger Andersen

Dag 2 har været helt fantastisk set med danske øjne. To medaljer af henholdsvis guld og bronze var højdepunkterne på en dag, hvor også de danske ryttere gjorde en rigtig god figur, og hvor Mikael Krarup Andersen og guide Laust Bengtsen løb sig i finalen på 1.500 m. Få et overblik over de danske resultater på andendagen af De Paralympiske Lege her.

 

 

Atletik:
Allerede på andendagen ved De Paralympiske Lege i London sikrede kuglestøderen Jackie Christiansen Danmark den første medalje - og tilmed var den af guld. Og her til aften blev det til yderligere medaljehøst, da Daniel Wagner Jørgensen vandt bronze i længdespring.

Den 35-årige veteran Jackie Christiansen levede på det olympiske stadion fredag formiddag eftertrykkeligt op til favoritværdigheden som dobbelt forsvarende paralympisk mester fra både 2004 i Athen og 2008 i Beijing ved at sætte ny paralympisk rekord med 18,16 m. Rekorden kom i det sjette og sidste forsøg i konkurrencen, der blev afviklet i strålende sol på et fyldt stadion.

Jackies rekordstød udløste 1012 point i konkurrencen, hvor kuglestødere fra de to handicapklasser F42/44 dystede i samme konkurrence - men med forskellige pointskalaer for at kompensere for forskellene i deres funktionshandicap.

Nærmeste konkurrent var kroaten Darko Kralj, der opnåede 987 point med et bedste stød på 14,21 m. Bronzemedaljen blev vundet af Aled Davies fra Storbritannien med 961 point for et bedste forsøg på 13,78 m.

Fredag aften bidrog også Daniel Wagner Jørgensen fra Vejle til medaljehøsten ved konkurrencen i længdespring. Her lykkedes det den 19-årige benamputerede atlet at nå ud på 6,11 m i sit bedste forsøg - en klar forbedring af hans personlige rekord. Det rakte til bronze i en vanvittig flot finale, hvor alle præsterede maksimalt.
Den tyske guldvinder Markus Rehn satte tre verdensrekorder undervejs i sine seks spring, hvor 7,35 m blev det bedste. Sølvet blev vundet af tyske Czyz med 6,33 m.
Daniel skal allerede lørdag formiddag i konkurrence igen, hvor det gælder finalen i 200 m løb.

Også den blinde løber Mikael Krarup Andersen fra Aarhus var i konkurrence fredag formiddag, da han løb indledende heat på 1500 m. Med tiden 4.17,44 lykkedes det ham at kvalificere sig til finalen, der løbes mandag aften. Kvalifikationstiden var den 28-årige løbers hidtil bedste i år. Ved PL i Beijing for fire år siden blev Mikael nr. fire.


Ridning:
Efter torsdagens og fredagens team-programmer ved PL ligger Danmark på foreløbig bronzekurs, inden holdmedaljerne afgøres efter det individuelle program, der rides lørdag og søndag (alle danske landsholdsryttere rider søndag).
Line Thorning Jørgensen blev nr. 5 i team-programmet for grad IV, mens Susanne Jensby Sunesen og Annika Lykke Dalskov blev hhv. nr. 5 og 3 for grad III. Liselotte Scharff Rosenhart blev nr. 7 for grad IA. I går red den individuelle danske deltager Caroline Cecilie Nielsen team-programmet, og her blev det til en 10. plads.


Svømning:
I det olympiske svømmebassin var Amalie Østergaard Vinther fra Thisted tæt på at gå i finalen, men manglede lige det sidste i det indledende heat på 400 m fri. Den 16-årige PL-debutant svømmede i tiden 5.28,03, og nåede med en placering som nr. ni lige nøjagtig ikke at opnå en af de otte finalepladser.
 
Også Lasse Winther Andersen fra Holbæk måtte nøjes med at svømme indledende heat i 50 m fri, men var godt tilfreds med sin egen indsats, da han kom op fra vandet. Tiden på 26,19 var personlig rekord og rakte til en placering som nr. 16.
- Jeg er så klar til 100 fly i morgen, var Lasses første kommentar.

 

Programmet for lørdagens PL-konkurrencer med dansk deltagelse kan findes på paralympic.dk.

Her er det også muligt at finde et udvalg af pressefotograf Lars Møllers aktuelle PL-fotos af eksempelvis dagens guldmedaljevinder Jackie Christiansen, som kan benyttes gratis til redaktionelt brug - http://paralympic.dk/PressRoom/ShowPressRoom/?roomID=50


Tilbage til Nyheder
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

 height=

Støt Skrab Vind 2018

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster