Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Man spiller da på handicappet

Peter Rosenmeier ved PL i 2008 i Beijing, da han vandt guld. Foto: Sportsfoto
9. juli 2012

Af Martin Hungeberg, Pressalit

Det kan virke stødende på dem, der ikke har deres daglige gang i handicapidrætten, at man ligefrem udnytter en modstanders handicap. Men det er en naturlig del af sportsgrene inden for handicapidrætten, at man vurderer modstanderens handicap, så man kan vende det til sin egen fordel. Det vil man også komme til at opleve under sensommerens Paralympiske Lege i London.

 

For bordtennisspilleren Peter Rosenmeier er det en altafgørende faktor, at han ved, hvordan han kan udnytte sin modstanders handicap. Den taktiske del skal være helt på plads inden en kamp.

 

– Hvis jeg står over for en modstander med en helbensprotese på det ene ben, så er det klart, at jeg fokuserer på at spille ham til den side, hvor han har svært ved at bevæge sig til. Sådan vil en modstander også gøre mod mig, fortæller Peter Rosenmeier.

 

Peter Rosenmeier er både forsvarende verdensmester og paralympisk mester i sin klasse (M6) og derfor et godt bud på en dansk medalje til de kommende Paralympiske Lege i London, der starter i slutningen af august. 

 

Det handler om taktik og spændingsniveau
I bordtennis er udøverne inddelt efter deres funktionsniveau. 28-årige Peter Rosenmeier hører til i M6, som er klassen for stående spillere, der har de sværeste handicap. Inddelingerne er lavet i et forsøg på at matche spillerne så lige som muligt trods de forskellige udgangspunkter. Selv mangler han halvdelen af højre arm, har tre fingre på venstre hånd – som er hans spillearm – og så mangler han halvdelen af højre ben samt fire cm af venstre lårknogle.

 

Ingen af hans modstandere har identiske handicaps, og der er derfor altid noget nyt at forholde sig til fra kamp til kamp. Sammen med landstræneren bruger han timer på at gennemgå videoer med modstanderen før de vigtige kampe. Det gør han, så der kan lægges en plan for, hvordan der kan spilles på de andres begrænsninger. For at få det helt rette mentale fokus bruger han bl.a. sportspsykologi, som han er blevet undervist i på Pressalit Sports Academy – et eliteakademi for handicapidrætten.

 

– Det gælder om at ramme det helt rigtige spændingsniveau for at få den bedste forberedelse til kampen og det er en del af det, som man får med på Pressalit Sports Academy og kan bruges sammen med den planlagte taktik til de store turneringer, forklarer Peter Rosenmeier.

 

Stor forskel på handicapidræt og friskidræt
Forskellene på bordtennis i ’friskindrætten’ og handicapidrætten er store. Det mærker Peter Rosenmeier, der spiller begge dele.

 

– I friskidrætten spiller man først og fremmest på sine egne styrker, og man kan vinde ved udelukkende at være en god bordtennisspiller. I handicapidrætten er det ikke nok at have evnerne, for man er nødt til også at spille på modstanderens fysiske mangler og have hele den taktiske del på plads.

 

Det ser han ikke noget usædvanligt i:

 

– Det er præcis det samme som at spille på en modstanders svagheder i friskidrætten, hvor man f.eks. i en fodboldkamp sørger for at spille på en dårlig højre back og udnytter hans svagheder. Det er så fair, som det nu en gang kan blive og en del af sporten. Taktikken er alfa og omega. 

 

Fakta om Peter Rosenmeier

–        Er bosat i Malmø

–        28 år

–        Gift og har et barn

–        Har spillet bordtennis siden han var 11 år

–        Klubber: I.H. Aalborg og FIFH Malmø

–        Forsvarende verdens- og paralympisk mester i sin klasse (M6)

–        Udtaget til De Paralympiske Lege i London i august/september

–        Træner til daglig med ungdoms- og seniorlandsholdet for ikkehandicappede i Brøndby

–        En del af de faste deltagere til eliteakademiet Pressalit Sports Academys samlinger

–        Er passioneret AaB-fan



Tilbage til Nyheder
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

 height=

Støt Skrab Vind 2018

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster