Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Vision for U-landsarbejdet i Parasport Danmark

Indledning 

Handicapkonventionen, som Danmark ratificerede 2009, beskriver i artikel 30 nødvendigheden af, at nationer skal sikre, at personer med handicap også skal have mulighed for at dyrke idræt.

 

Parasport Danmark blev stiftet som selvstændig landsorganisation i 1971, efter at de første handicapidrætsforeninger var blevet dannet i 1950'erne. I Danmark er der således mange erfaringer at bygge på, når der skal arbejdes med kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed gennem idrætten i udviklingslandene. Således bidrager idrætten via sin organisation og struktur i Danmark til at udvikle forståelsen af demokrati.

 

I formålsparagraffen hos Parasport Danmark står, at der skal arbejdes på at udbrede kendskabet til handicapidræt i udviklingslande. Ratificeringen af handicapkonventionen ligger således fint i forlængelse af Parasport Danmark´s formålsparagraf.   

Denne paragraf udtrykker, at forbundet er bevidst om at engagere sig i udviklingslandene og afspejler en forståelse for den livssituation personer med handicap oplever over hele kloden – såvel i Danmark, som i udviklingslande, og dermed ønsker at bruge idrætten aktivt til at forbedre levevilkår for personer med handicap.

 

Samtidig skal det understreges, at det netop er muligheden for at dyrke idræt, der er i højsædet.

Idrætten bruges til at skabe opmærksomhed om, at personer med handicap indeholder resurser, som samfundet både arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt kan få glæde af og bør satse på. Konventionen peger endvidere på, at det er vigtigt at integrere børn og unge med handicap også på idrætsområdet i skolesystemet.

 

Ovennævnte afsnit understøttes ligeledes af den Internationale Paralympiske Komite, som lægger vægt på udvikling af sport for alle personer med handicap samt på organisatorisk udvikling og dermed udvikling gennem fysiske aktiviteter for alle personer med handicap i udviklingslande. 

 

Til at fremme e Parasport Danmarks bidrag til denne udvikling har Parasport Danmark nedsat et ulandsudvalg. Med udgangspunkt i en række allerede afholdte aktiviteter og i udvalgets hidtidige arbejde, har udvalget formuleret en ny vision for det kommende arbejde.

 

Parasport Danmark ønsker med sit engagement at arbejde for at fremme intentionerne i handicapkonventionens artikel 30.

Vision

Parasport Danmark ønsker at skabe rammer for, at der kan udvikles profillerede idrætstilbud af høj kvalitet for personer med handicap i udvalgte udviklingslande. Parasport Danmark vil arbejde for, at personer med handicap får adgang til fysisk aktivitet og for at sikre, at disse aktiviteter funderes organisatorisk, at de udvikles og at de bliver kendte i det enkelte land.

 

Parasport Danmarks arbejde vil altid tage udgangspunkt i de enkelte partnerskabslandes kapacitet, kompetencer og behov.

 

Gennem strategiske partnerskaber arbejder Parasport Danmark for at motivere andre organisationer til at inddrage idrætslige aspekter i deres arbejde, hvor det er muligt og gavnligt.

Strategi

Parasport Danmarks strategi sigter på, at ulandsområdet tager sit afsæt i de erfaringer, som forbundet har fået ved at have været engageret i projekter og partnerskaber i en række lande siden 2004. Der er derfor tale om en strategi, som i høj grad relaterer sig til de aktuelle ressourcer og det aktuelle udviklingspolitiske engagement i Parasport Danmark.

 

Vi vil med denne strategi forsøge at favne vore visioner, ambitioner og realisme på én og samme gang.

 

Strategien er bygget op om fem pejlemærker, som forholder sig til de vigtigste spørgsmål i Parasport Danmarks ulandsarbejde lige nu.

 

Pejlemærkerne udtrykker samtidigt de strategiske indsatsområder for ulandsudvalget i de kommende år.

Med pejlemærkerne besvarer vi derudover væsentlige spørgsmål som: Hvor og hvordan vi vil arbejde?  Hvordan vi vil skabe synlighed omkring vores arbejde? Hvordan vi vil arbejde med at udvikle vore metoder?  Og hvordan vi vil øge kvaliteten af vores engagement?

1. Landevalg og projektformer

Parasport Danmarks ulandsudvalg ønsker at støtte aktiviteter i op til tre lande ad gangen. Ud over kravet til den geografiske placering har vi også et ønske om, at aktiviteterne gerne må befinde sig på forskellige trin i udviklingsstadiet. Det betyder konkret, at vi hele tiden har projekter kørende, som kan karakteriseres ved henholdsvis at være under udvikling, implementering og konsolidering.

 

Parasport Danmark har derudover en ambition om, at projekterne meget gerne må være karakteriseret ved at repræsentere forskellige projekttyper og partnerskaber. Det betyder konkret, at projekterne gerne skal have forskellige målgrupper og anvende forskellige metoder.  Det vil sikre, at vi i Parasport Danmark løbende bliver udfordret på arbejdsmetoder og viden samt at vi får mulighed for at generere mest mulig læring, som kan anvendes i vores fortsatte engagement i udviklingsarbejdet.

 

Parasport Danmarks aktuelle engagement afspejler allerede dette strategiske ønske.

2. Samarbejdsformer og strategiske partnerskaber

Parasport Danmark har gennem årene opnået erfaring med at samarbejde med andre handicaporganisationer - nationalt og internationalt - om udviklingsarbejdet.. Samarbejdet skaber synergi og øger handlemulighederne for Parasport Danmark samtidig med at vi gennem samarbejdet får et bredere og dybere perspektiv på vort arbejde. Derfor vil vi fortsat gerne påtage os den særlige rolle i samarbejdet med andre ulandsaktive handicaporganisationer.

 

Parasport Danmark vil gerne stille sin ekspertise til rådighed på handicapidrætsområdet og samarbejdet vil derfor 

primært været fokuseret på at sikre, at handicapidrættens udviklingspotentiale også bliver anvendt i udviklingsprojekter gennemført af andre organisationer.

3. Synlighed og profilering

Ulandsarbejdet i Parasport Danmark skal være synligt både indenfor egne rækker og blandt medlemmer, samarbejdspartnere og sponsorer.

 

Det betyder konkret, at der skal sættes ind på at øge formidlingen om vores arbejde f. eks. ved at sikre, at projektbesøg resulterer i artikler til hjemmeside og medlemsblad.  Vi vil også gerne tilbyde os som oplægsholdere i og udenfor Parasport Danmark, og vi vil løbende vurdere, hvornår og hvordan vi kan anvende større idrætsbegivenheder som platform for vores informationsarbejde.

 

Parasport Danmark har et mangeårigt samarbejde med større danske virksomheder, der fungerer som sponsorer for Parasport Danmarks arbejde. Vi vil efter aftale med bestyrelsen anvende ulandsarbejdet til at synliggøre Parasport Danmark brede engagement.

4. Metode og kvalitet

Parasport Danmark lægger stor vægt på, at vort arbejde har en høj kvalitet og at vi har de nødvendige engagerede frivillige.  Derfor vil vi arbejde på at opbygge en stab af frivillige der er kvalificeret og interesseret og som kan bidrage til alle tre niveauer af vores indsatser. Det vil vi blandt andet gøre ved at sikre deltagelse i relevante kurser og møder, både indenfor det handicapidrætsfaglige felt og indenfor udviklingsbistanden.

 

For at sikre høj kvalitet vil Parasport Danmark også arbejde for at udvikle undervisningsmateriale og metoder.

Vi vil lære af andre ulandsorganisationer, idrætsaktive organisationer og af vores netværk. Derfor vil vi påbegynde en systematisk indsamling af materialer og metoder med relevans for vort arbejde.

5. Udviklingspotentialer for Parasport Danmark

Samarbejdet med organisationerne i udviklingslandene er som regel både engagerende og motiverende. Der er også mange faglige, pædagogiske og personlige udfordringer i at indgå i sådanne projekter. I bedste fald giver Parasport Danmarks engagement i sådanne projekter værdi til og reflekteres i Parasport Danmarks organisation, blandt medarbejdere og frivillige og tilfører arbejdet i Parasport Danmark motivation og ofte overraskende nye erkendelser og perspektiver.

Det er udvalgets ambition at bevidstgøre alle om netop disse erkendelser og perspektiver.

 

Parasport Danmarks bestyrelse har behandlet og godkendt denne vision og strategi på sit bestyrelsesmøde d.19.1.2012

 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Sportsskoler 2019 - Genveje

Parasport Webshop

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster