Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt
 

Idræt – en mulig katalysator i udviklingsbistanden

I 2007 ratificerede Danmark FNs konvention, som handler om handicappedes menneskerettigheder. Den indeholder bl.a. en artikel om behovet for, at nationerne gør noget for at udvikle idrætsmuligheder for handicappede. Danmark er nået meget vidt i denne udvikling og er nu i stand til at bruge idrætten som et godt middel til kapacitetsopbygningen i udviklingslandene. Og det er et godt eksempel på, at udviklingsbistand givet gennem NGO’er nytter.

 

Af Jens Boe Nielsen og Ole Ansbjerg

 

D. 30. marts 2007 underskrev Danmark FNs menneskerettighedskonvention om handicappedes rettigheder. Selvom konventionen også får betydning for handicappedes vilkår i Danmark, er det næppe her FN vil løfte brynene, når landene om et år skal redegøre for de fremskridt, der er gjort. I Danmark er vi allerede meget langt med at minimere de begrænsninger, der er for, at handicappede kan tage fuldt og helt del i samfundslivet. Konventionen peger f.eks. på, at handicappede skal have ret til et liv uden at blive diskrimineret, ret til frihed og sikkerhed for den enkelte, anerkendelse i forhold til loven, respekt for privatlivet, uddannelse, mulighed for at bevæge sig frit rundt, kunne få arbejde, få adgang til information, modtage behandling, deltage aktivt i samfundslivet og have ret til at tage egne beslutninger. Selvom der bestemt nok kan gøres mere, er vi meget langt i Danmark på disse områder. Vi er så langt, at den danske model både kan være forbillede for mange andre lande og kan eksporteres til især udviklingslandene. 

Handicappede i udviklingslandene

FN anslår, at der er omkring 650 mill. handicappede i verden. Tager man familierne til handicappede med, betyder det, at omkring 2 milliarder mennesker i en eller anden grad er berørt af et handicap i familien. Det er især blandt fattige og især i udviklingslandene, at der er mange handicappede. Således anslår FN, at 90% af alle handicappede og at 98 % af alle handicappede børn lever i udviklingslandene.

FN peger også på, at der er en tæt sammenhæng mellem fattigdom, manglende uddannelse, dårlig kost, ringe sundhedsvilkår, og farlige arbejdsvilkår.

Mange handicappede i udviklingslandene er således både et vilkår og et symptom. Spørgsmålet er om en særlig indsats for handicappede i udviklingslandene derfor bliver ren symptombehandling, frem for at være en reel indsats for at hæve levestandarden i landet? 

Idræt som middel

Konventionens artikel 30 handler om handicappedes ret til at kunne dyrke idræt. Her i står bl.a., at handicappede bør have ret til at kunne deltage på lige vilkår med andre i rekreative aktiviteter og i frivillig idræt. Staten bør ligefrem opmuntre til, at den enkelte handicappede deltager i videst muligt omfang og samtidig hjælpe med til, at handicappede får lejlighed til at organisere og selvudvikle særlige tilbud, som retter sig mod forskellige handicapgrupper. Det gælder også uddannelsen af instruktører og adgangen til faciliteter. Endelig peger konventionen på, at der skal være særligt fokus på, at handicappede bør involveres aktivt i idræt i skolesystemet. 

Et konkret eksempel

Dansk Handicap Idræts Forbund (Parasport Danmark) har med støtte fra Projektrådgivningen i Danmark (under DANIDA) over de sidste år skaffet sig erfaringer med implementering af idræt for handicappede i Ghana. Det er sket i samarbejde med Ghana Society of Physically Disabled (GSPD).

Konceptet har været: ”Hjælp til selvhjælp”, idet en række idrætslige aktiviteter er blevet præsenteret for en stor gruppe handicappede og ikke-handicappede. Ud af denne gruppe er valgt en række deltagere, der har vist kompetencer, som gør, at de både kan forestå fremtidig præsentation og træning af de pågældende aktiviteter og frem for alt: sikre en fremtidig organisering. Desuden er der arbejdet på at sørge for, at aktiviteterne er forankret i Ghanas offentlige forvaltning gennem et samarbejde med ministerierne for henholdsvis sundhed og for sport.

 

Der er således dannet et idrætsudvalg bestående af handicappede. De er blevet uddannet og har efterfølgende taget ansvaret for at udbrede kendskabet til idræt for handicappede i Ghana: rekruttering, udvikling af tilbud, uddannelse af ledere og trænere.  Desuden har Parasport Danmark arrangeret en række kurser i idræt for handicappede i de to største byer: Accra og Kumasi. Der er benyttet en ”kaskademodel”, hvor man først har uddannet nogle udøvere i bestemte idrætsaktiviteter og dernæst ladet dem deltage i uddannelsen af flere, således at de til sidst selv kan forestå træning og videreuddannelse af lokale idrætsledere og trænere. Med mellemrum mødes ledere og trænere i dag og udveksler erfaringer fra arbejdet. Derved inspirerer alle hinanden og motiverer hinanden til at udvikle deres idrætter.

Der er på denne måde skabt et miljø, hvor Ghanesere fra GSPD dygtiggør sig især inden for organisation af - og undervisning - i bestemte idrætsaktiviteter og inspirerer hinanden til at udvikle handicapidrætten. Det er naturligt nok mange unge mennesker i alderen op til 30 år, som har lyst til at lade sig organisere gennem idrætten og dermed også tage et medansvar for udviklingen og organiseringen.

 

Udgangspunktet har således været at udbrede et kendskab til handicappedes udfoldelsesmuligheder og skabe et tilstrækkeligt grundlag for, at man lokalt kan udvikle tilbud, som både er sjove, motiverende, aktiverende og som eventuelt senere kan udvikle sig til reelle konkurrenceidrætstilbud.  

Er det nu fornuftigt?

Man kan med god ret spørge: Hvorfor lave handicapidræt i et land, som måske har behov for helt andre fornødenheder? Er det overhovedet fornuftigt at bruge penge på at udvikle handicapidræt? Spørgsmålet er på en gang provokerende og relevant. Det er ”provokerende”, fordi det er mere end vanskeligt at påvise, at implementering af handicapidræt har nogen positiv indflydelse på landets levestandard. Der er simpelthen ikke et tilstrækkeligt antal studier, som kan dokumentere en sådan sammenhæng. Men spørgsmålet er også ”relevant”, fordi hensigten med Danmarks indsats i udviklingslandene jo nødvendigvis bør sigte mod at skabe vilkår, som netop gør borgerne uafhængige af hjælp i fremtiden.

Her har handicapidræt vist sig at være en dynamo, som kan forandre mentalitet og vilkår for den enkelte, for familien og dermed også for samfundet.

 

Ghanaprojektet viser seks gode grunde til, at en særlig indsats på handicapområdet i udviklingslandene kan være gavnlig. 

1. Det fysisk sundhedsfremmende

De sundhedsfremmende effekter af idræt er efterhånden velkendte: øget iltoptagelse og dermed udholdenhed, forbedret muskelstyrke, øget smidighed, forbedret neuromuskulær kontrol og dermed koordination, balance, formindsket risiko for knogleskørhed og for hjerte/karsygdomme osv. Et styrket helbred mindsker desuden risikoen for infektioner.

Det er alt sammen veldokumenteret. I lande, som i øvrigt mangler behandlingsmuligheder og uddannet sundhedspersonel og som derfor har et dårligt udviklet sundhedssystem, bliver idrætsudfoldelsen et særdeles vigtigt alternativ til fysioterapi og sundhedsforebyggelse i øvrigt. 

2. Det mentalt sundhedsfremmende

Også på det mentalt sundhedsfremmende område er der dokumenteret positive virkninger af idrætten, det gælder: øget selvtillid og øget selvværd og dermed forøget generel motivation for aktivt at kommet til at deltage i sociale relationer. I mange lande og især i mange udviklingslande er handicappede gemt væk. Der er utallige eksempler på, at de ikke kommer uden for hjemmet og dermed heller ikke bliver en del af samfundslivet. De idrætslige aktiviteter har evnet at bringe de handicappede ud af hjemmene og ud blandt andre både handicappede og ikke-handicappede med den udvikling af sociale kompetencer, det medfører. 

3. Fra belastning til ressource

Især de mentalt sundhedsfremmende faktorer betyder, at handicappede kan få både lyst og fantasi til at finde ud af, hvordan de kan indgå aktivt det sociale liv og dermed også i arbejdslivet. F.eks. fortæller lederen af GSPD i Accra Billy Wilson, at handicappede nu kommer lang vejs fra til GSPDs kontor om fredagen, hvor de overnatter for at kunne deltage i træningen lørdag formiddag. På GSPD er andre gået i gang med at reparere gamle kørestole, således at de kan bruges til kørestolsbasketballaktiviteterne. Endelig har man skaffet arbejde til enkelte, således at de kan få råd til transporten og til kørestole.

Involvering i sociale aktiviteter motiverer og flytter i bedste fald handicappede fra hjemmet, hvor de ofte er til last for familien og ud i samfundslivet, hvor de får større fokus på deres egne muligheder og dermed også lyst til i højere grad at tage personligt ansvar for deres egen situation.  

4. Organisering, demokrati- og kapacitetsudvikling

Idrætsudfoldelse kræver organisering. Idræt er et godt middel til at skabe foreningsliv og til at skabe forståelse for og udvikling af demokratiske processer. I Ghana har de handicappede allerede i lang tid været organiseret, men den nye indsats for idræt har givet nye aktiviteter og dermed udfoldet nye organiseringsformer. Der er nu en stor gruppe af både handicappede og ikke-handicappede, som arbejder for at udvikle idrætsmuligheder overalt i Ghana. Der er skabt en vigtig forståelse i den offentlige forvaltning og aktiviteterne får nu støtte fra det offentlige. På den måde bliver handicapidrætten et godt middel til kapacitetsudviklingen: opbygningen af personlige kompetencer, udviklingen af demokratiet og den enkeltes aktive deltagelse i samfundsopbygningen.  

5. Integration og opmærksomhed på de handicappedes muligheder

Ghanaprojektets aktiviteter skaber opmærksomhed blandt de forbipasserende, når de finder sted f.eks. på idrætspladsen midt i byen, hvor der spilles kørestolsbasketball. Flere ikke-handicappede er blevet interesseret i at indgå i arbejdet og dermed viser idrætten sig som et velegnet middel til at vise det omgivne samfund, at man bør se på de handicappedes muligheder frem for at se på deres begrænsninger, ligesom idrætten er med til at integrere handicappede mere i det omgivne samfund.

Når personer med et fysisk handicap kan udføre spektakulære ting på idrætsbanen bliver holdningen til, at det også kan lade sig gøre indenfor f.eks. uddannelse og arbejde mere positiv fra det omgivende samfunds side. Synliggørelsen af marginaliserede grupper er i alle sammenhængende tæt koblet med muligheden for at opnå omgivelsernes accept.

6. Vi bliver klogere i Danmark

Hvad får et industrialiseret land med et udviklet tilbud om handicapidræt til at gå ind i et sådant samarbejde? Det spørgsmål kan man stille, hvis man har en fornemmelse af, at det er det ene land, som giver til det andet? Men i en partnerskabsaktivitet, som den her beskrevne, er der bestemt tale om et udvekslingsforhold.

Danske deltageres konkrete udbytte har været mangesidigt. Det har i sig selv naturligvis været en stor oplevelse for de danske instruktører at komme til Ghana og møde en helt anderledes kultur og livsstil. De har mødt mange dejlige mennesker, skabt nye forbindelser og mange venskaber på tværs af kontinenter. Ghaneserne sætter pris på hjælpen fra – og samarbejdet med Danmark. Der spores optimisme og der er blandt mange en stor tro på, at der sker fremskridt og forbedrede vilkår for den enkelte.  

Det sætter ens eget liv i perspektiv og stiller relevante spørgsmål til egne handlemåder og til de – i sammenligning – ulige meget bedre vilkår, vi selv lever under.

Ghanesernes ildhu, spontanitet, kreativitet og kamp for at få bedre vilkår er inspirerende for alle.  

Betingelserne for at implementere idræt

Det er naturligvis en klar forudsætning for at iværksætte et arbejde med handicapidræt, at vilkårene i landet er således, at man kan begynde at betragte handicappede som en ressource frem for en belastning. Mangler man fornødenheder som mad og et sted at sove, er der krig, er der naturligvis andre behov, som står før. I udviklingslande, som helt mangler infrastruktur og som ikke kan fremskaffe basale livsnødvendigheder, har idræt for handicappede derfor ikke reelle vækstbetingelser.

Men det gælder for mange af de udviklingslande, som Danmark fokuserer på, at handicappedes muligheder og en beskeden indsats vil forandre en belastning for familien og måske for landet til måske endda en frugtbar ressource. Og det må være det fornemste formål for al hjælp til udviklingslandene, at den indgår aktivt i landet ved at fremme landets egne ressourcer, at den fører til vedvarende forbedringer og at resultatet er således, at man bliver uafhængig af Danmarks fortsatte hjælp.  

Hvad skal man gøre?

Det bringer os tilbage til den lille historie fra Ghana. For den viser nemlig, at det omtalte samarbejde har fået en – endog meget stærk og positiv virkning. I dag foregår der idræt for handicappede i alle Ghanas 10 regioner og mange både handicappede og ikke handicappede deltager aktivt i at organisere og monitorere idrætslige aktiviteter for handicappede. Parasport Danmark har implementeret idrætten, men det videre arbejde er i høj grad overtaget af de involverede selv. Og som sådan bliver idrætten in katalysator for udviklingen.

Der er altså ikke en, men mange gode grunde til at gøre en indsats for at udvikle handicappedes aktive involvering i udviklingslandene. Der er behov for, at industrialiserede lande, som selv har skabt gode vilkår for handicappede og deres muligheder for f.eks. at dyrke idræt, gør en særlig indsats for at udvikle handicapidrætten i tredje verdens lande. Danmark har vist vejen.

 

Ole Ansbjerg er uddannelseskonsulent i Parasport Danmark og Jens Boe Nielsen er rektor på Nørre Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Parasport Danmark.

 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Parasport Webshop

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster