Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt

Foto

Lasse Kromann på vej mod bronze på 100 m ved EM i para-atletik. Foto: Karl Nilsson.
Lasse Kromann på vej mod bronze på 100 m ved EM i para-atletik. Foto: Karl Nilsson.
 

EM i para-atletik: Dobbelt dansk bronze i RaceRunning

Opdateret d. 23-08-2018

De danske RaceRunning-atleter fortsatte de gode takter fra i går, da det i dag blev til to danske bronzemedaljer til hhv. Manja Simone Lundgaard Hansen (Skanderborg) og Lasse Kromann (Odense). I alt var otte danske atleter i aktion ved EM i para-atletik i Berlin.  

 

Efter formiddagens indledende heat i kvindernes 100 m RaceRunning i klasse RR3 var der lagt op til en gyser af en kamp om bronzemedaljen – med tre danske løbere i centrum. De to stærke briter Hannah Dines og Kayleigh Haggo kvalificerede sig til finalen i hhv. 18.87 og 18.99, mens danskerne Thea Berggren Jørgensen (Lejre), Manja Simone Lundgaard Hansen (Skanderborg) og Karla Risum (Mårslet) kvalificerede sig i hhv. 20.42, 20.43 og 20.46 sek. – sidstnævnte med en forbedring af sin personlige rekord på hele to sekunder.

 

Og finalen med i alt otte atleter blev da også en tæt affære, om end ikke helt så tæt som tiderne indikerede. De danske kvinder kunne som ventet ikke røre de to briter, og Hannah Dines blev ny europamester i tiden 19.00, mens Kayleigh Haggo tog sølv i 19.46. Tredjepladsen og dermed bronzemedaljen tog Manja Simone Lundgaard Hansen efter et flot løb i tiden 20.48, mens Thea Berggren Jørgensen kom ind lige efter som nummer fire i 20.70, og Karla Risum blev nummer fem i 21.22.

Den danske bronzevinder var efter løbet glad og lettet:
– Det er så fedt, jeg er bare så glad! Jeg har bare løbet så godt hele dagen, og i det indledende heat satte jeg PR, så det kunne bare ikke være bedre, lød det fra en meget glad Manja Simone Lundgaard Hansen.

 

Som Uffe Elbæk på valgnatten
Hos herrerne var Lasse Kromann i direkte finale på 100 m RaceRunning i klasse RR3, og her blev det også til en flot tredjeplads og bronzemedalje i tiden 21.10. Gavin Drysdale og Rafi Solaiman, begge Storbritannien, tog guld og sølv i hhv. 17.37 og 19.33. Hans glæde efter løbet var heller ikke til at tage fejl af:
– Jeg har det som Uffe Elbæk på valgnatten i 2015 – det er fucking crazy det her!

De danske deltagere i RaceRunning har alle cerebral parese (spastiske lammelser).

 

Gode danske resultater på mellemdistancerne
Torsdag var også dagen, hvor de danske mellemdistanceløbere skulle i ilden for første gang. Mohamed Hersi (København Ø), der har et udviklingshandicap, løb indledende heat på 800 m i klasse T20. Han fik en andenplads i sit heat i tiden 2.06,32 og kvalificerede sig dermed til finalen i morgen, fredag.
– Jeg er godt tilfreds med resultatet, og jeg er stærk i finaler, så jeg er virkelig glad for, at jeg kom videre til finalen sagde han og tilføjede, at hans målsætning for finalen er at barbere et godt stykke af sin personlige rekord på 2.03.00.

 

I klasse T38 stillede to danske løbere, Christoffer Vienberg (Allerød) og Anders Lagergren (Frederiksberg), der begge har cerebral parese, op i samme direkte finaleheat på 1.500 meter. Christoffer Vienberg skulle forsvare sin sølvmedalje fra EM i 2016, men det lykkedes desværre ikke. Han kom i mål som nummer 4 og i tiden 4.24,12, mens Anders Lagergren blev nummer 6 i 4.28,43. Løbet blev vundet af franske Redouane Hennouni i 4.13,12.

Christoffer Vienberg var trods ny personlig rekord lidt skuffet over den altid svære fjerdeplads:
–  Jeg er en lille smule skuffet med hensyn til placeringen. Den dag, jeg bliver tilfreds med at blive nummer fire, det er den dag, min passion for løb er forsvundet. Men en personlig rekord er en personlig rekord, og jeg er meget godt tilfreds med tiden og det faktum, at jeg gav mig alt, hvad jeg kunne. Det var mit niveau i dag, og selvfølgelig stor cadeau til tyskeren, der kunne sætte sin slutspurt ind og slå mig til sidst, sagde han med henvisning til tyske Felix Kruesemann, der tog bronze i 4.21,60.

Anders Lagergren fik en flot mesterskabsdebut og forbedrede sin personlige rekord på distancen med hele 12 sekunder.

 

Blandet følelse for Filsø
Den sidste dansker i aktion var Kasper Filsø (Vejle), der løb direkte finale på 200 m i klasse T47. Han endte på en sjetteplads i tiden 23.78, der var en forbedring af hans personlige rekord på seks hundrededele. Han var dog ikke ubetinget tilfreds efter løbet.
– Jeg har det blandet. Jeg synes, det var et supergodt løb, men ham, der bliver nummer tre, slog jeg i går på 100 meteren (Riccardo Bagaini, Italien, red.), så, ja, lidt blandet følelse.

Men Vejle-løberen, der ikke har flere konkurrencer i Berlin, er overordnet godt tilfreds med sit EM:
– Ja, jeg synes, jeg har bevist mig som mesterskabsløber – jeg kan, når det gælder. Der er meget mere i banken, så jeg ser fremad. Det har været nogle superfede løb mod de bedste i Europa, så jeg er supertilfreds med mit mesterskab, slutter han.

 

Danskere i konkurrence fredag

I morgen, fredag, er tre danskere i aktion: Kl. 10.00 er der direkte finale i diskoskast i klasse F64 for Kristel Walther (Odense), mens Noa Bak-Pedersen (Taastrup) løber indledende heat på 100 m i klasse T37 kl. 11.08. Endelig løber Mohamed Hersi (København Ø) finale på 800 m i klasse T20 kl. 18.15. Det hele kan ses live på DR3. 

 

Danmark har en målsætning om otte medaljer ved EM i para-atletik og har indtil nu taget fire.

 

 

I alt består den danske trup af 13 atleter:

  • Kasper Filsø, Vejle
  • Kristel Walther, Odense
  • Mohamed Hersi, København
  • Anders Lagergren, Frederiksberg
  • Christoffer Vienberg, Allerød
  • Noa Bak-Pedersen, Taastrup
  • Ronni Jensen, Aarhus
  • Daniel Wagner, Aarhus/Vejle
  • Nikolaj Overgaard Christensen, Struer
  • Karla Risum, Mårslet
  • Manja Simone Lundgaard Hansen, Skanderborg
  • Lasse Kromann, Odense
  • Thea Berggren Jørgensen, Lejre



Seneste Nyheder

Stinna Tange Kaastrup dobbelt verdensmester
Parasport Danmark og Sport24 åbner webshop
Danske ryttere pænt fra start i VM-holdkonkurrencen
Danmark misser podiet ved VM i paradressur
DM i dressur og paradressur til Equitour Aalborg
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Parasportens Dag - Evaluering

Støt Skrab Vind 2018

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster