Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt

Foto

 

Danske para-atleter har kurs mod PyeongChang 2018

Opdateret d. 03-11-2017

Fem danskere tager de kommende uger fat på kvalifikationen til de Paralympiske Vinterlege i Sydkorea. Danmark er som udgangspunkt tildelt tre PL-kvotepladser i snowboard og alpinski.

 

Europas største indendørs skianlæg i Landgraaf, Holland, lægger fra 6. til 16. november pister til sæsonens første konkurrencer for den danske PL-bruttotrup. Først skal de mandlige alpinskiløbere Kristian Schou Hedegaard, Adam Bording Nybo og Rasmus Haugaard Ørsted forsøge at hente vigtige ranglistepoint, og ugen efter er Daniel Wagner i aktion i snowboard. Alpinskiløber Line Damgaard, der som den eneste i truppen tidligere har været med ved vinter-PL, er skadet og misser sæsonstarten.

 

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Træningen har været super god på det sidste, og alle har gjort store fremskridt. Nu gælder det om at give den max gas og få en god start på sæsonen, siger Visti Lindemann, der er landstræner for de danske alpinskiløbere.

 

Daniel Wagner jagter drømmen

For Daniel Wagner, der i juli blev verdensmester i længdespring for atleter med benamputationer, handler kvalifikationen til vinter-PL om at klare de internationale krav i snowboard. Kører vejlenseren point hjem i ét af sæsonens løb, tager han den danske kvoteplads.

 

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, hvis jeg kvalificerer mig. Det er mit næste store eventyr. Jeg har altid kørt snowboard, også inden jeg mistede mit ene ben, og jeg prøver altid på at udfordre mig selv mest muligt. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor det her fører mig hen, siger Daniel Wagner, der i 2015 vandt VM-bronze i snowboard-disciplinen banked slalom.

 

Frem mod løbene i Landgraaf har Daniel Wagner været koblet op på Finlands stærke snowboard-program, der i år har fostret en verdensmester i form af Matti Suur-Hamari. Gruppen har netop afsluttet 10 dages træningslejr i Italien.

 

- Det er fantastisk at være i gang, og jeg har allerede lært meget af det finske hold. De er super strukturerede og professionelle. Jeg var lidt rusten, så det har været rigtig godt at få balancen og følingen med boardet tilbage, siger Daniel Wagner.

 

Hård konkurrence i alpinski

På alpinsiden er Danmark tildelt en PL-kvoteplads til en mandlig og kvindelig atlet. Hvis Line Damgaard, der er benamputeret, kommer sig hurtigt over en ledbåndsskade i hånden og klarer de internationale kvalifikationskrav, er hun garanteret at deltage.

 

- Det er virkelig uheldig timing, at Line skal holde pause nu, og det sætter hende under pres i resten af sæsonen. Vi tror stadig på chancen, og Line har tidligere vist, at hun har niveauet til at komme til PL, men der er ikke råd til flere uheld, siger Visti Lindemann, der har haft alpintruppen samlet i Wittenburg og Sölden frem mod sæsonstarten.

 

Kampen om den sidste kvoteplads står mellem Adam Bording Nybo i sitski, Kristian Schou Hedegaard, der er synshandicappet, og Rasmus Haugaard Ørsted, der har CP (cerebral parese).

 

- De skal alle tre ud og køre deres livs sæson, og så må vi se, hvem der trækker det længste strå. Forhåbentlig klarer de alle sammen kravet og gør det så overbevisende, at vi kan søge et eller flere wildcards, siger Visti Lindemann.

 

De danske alpinskiløbere er i aktion den 7. og 8. november, mens Daniel Wagner kører den 14. til 16. november.

 

Den danske bruttotrup

Daniel Wagner

Disciplin: Snowboard (SB-LL 1)
Alder: 24 år
Bopæl: Aarhus
Klub: Vejle IF
Handicap: Benamputeret på højre ben over knæet
SoMe: www.facebook.com/daniel1leg

 

Line Damgaard

Disciplin: Alpinski (LW 2)
Alder: 35 år
Bopæl: Bergen
Klub: Skiklubben Hareskov
Handicap: Lårbensamputeret på højre ben

 

Kristian Schou Hedegaard

Disciplin: Alpinski (B-3)
Alder: 33 år
Bopæl: København Ø
Klub: Skiklubben Hareskov
Handicap: Synshandicappet

 

Adam Bording Nybo

Disciplin: Alpinski (LW12-1)
Alder: 17
Bopæl: Rask Mølle
Klub: Skiklubben Hareskov
Handicap: Rygmarvsskadet
SoMe: www.facebook.com/adamnybopl

 

Rasmus Haugaard Ørsted

Disciplin: Alpinski (LW9-1)
Alder: 15
Bopæl: Herlev
Klub: Skiklubben Hareskov
Handicap: Cerebral Parese (CP)

 

Om PyeongChang 2018

Vinter-PL afvikles i PyeongChang, Sydkorea, fra den 9. til 18. marts 2018. Det bliver de største vinterlege til dato med 670 atleter fra 45 lande - en stigning på 24 pct. atleter sammenlignet med Sotji 2014. Sammenlignet med forrige vinter-PL forventes andelen af kvindelige deltagere desuden at stige med 44 pct.

 

Der er seks sportsgrene på programmet: alpinski, skiskydning, langrendsski, slædehockey, snowboard og kørestolscurling. Der kæmpes om 80 medaljesæt.

 

Læs mere på www.pyeongchang2018.com/en/paralympics/index


Seneste Nyheder

Otte danske medaljer ved EM for svømmere med Downs syndrom
Åben samling i paradressur til januar
Guldborgsund lægger veje til DM i paracykling
Musholm hædret som et af verdens bedste sportsbyggerier
Fitness skal være for alle: Tre projekter nytænker fitnesscentre
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Støt Skrab Vind 2017

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster