Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt

Foto

Lasse Kromann vandt tre VM-titler i RaceRunning i 2017. Næste år gælder det EM i para-atletik i Berlin.
Lasse Kromann vandt tre VM-titler i RaceRunning i 2017. Næste år gælder det EM i para-atletik i Berlin.
 

RaceRunning bliver en elitesport i IPC

Opdateret d. 26-10-2017

RaceRunning er for første gang med på programmet, når der er EM i para-atletik i Berlin næste år. Den dansk-udviklede løbedisciplin for atleter med hæmmet balance er dermed kommet et afgørende skridt nærmere at blive en del af de Paralympiske Lege i fremtiden.

 

Det er 26 år siden, at to danske para-atleter og kørestolsbrugere udviklede RaceRunning for at tilbyde en løbedisciplin til personer, der ikke kan løbe uden hjælpemidler eller er i stand til at deltage i kørestolsrace. Siden er sporten vokset i udbredelse og anerkendelse i samarbejde mellem RaceRunning Danmark, Parasport Danmark og CPISRA (den internationale idrætsorganisation for spastikere) og senest var der 100 deltagere fra 13 lande til VM 2017 på Frederiksberg.

 

Indlemmelsen i World Para Athletics under IPC, der officielt gælder fra 1. januar 2018, er dog med afstand den mest markante udvikling i RaceRunning-historien, vurderer Mansoor Siddiqi, der var initiativtager i 1991 og i dag er formand og landstræner i RaceRunning Danmark.

 

- Det har stor betydning for sporten og for atleterne. I de sidste 25-30 år har international parasport gennemgået en utrolig udvikling, og det er grundlæggende meget positivt, men det har desværre også medført, at der er blevet færre atleter med svære funktionsnedsættelser. RaceRunning kan være med til at vende den tendens og kan bevise, at også disse atleter kan dyrke sport på højeste niveau, siger Mansoor Siddiqi.

 

Han vurderer, at de danske atleter er klar til at tage skridtet ind i rampelyset og blive en del af den internationale atletikverden.

 

- I Danmark har vi siden 2011 forberedt vores atleter på denne dag, så de er derfor træningsmæssigt og psykologisk godt rustet. Men vi ved også, at de store para-atletik nationer kommer bagfra nu og vil begynde at puste os i nakken, siger Mansoor Siddiqi.

 

EM 2018 er en milepæl

Indlemmelsen i World Para Athletics betyder, at de bedste danske RaceRunnere allerede i august 2018 deltager og kæmper om medaljer ved EM i Berlin. Her bliver de en del af det danske para-atletiklandshold med verdensmester Daniel Wagner i spidsen.

 

- At vi er nået hertil viser, hvor langt man kan komme, når nogle ildsjæle går sammen og arbejder i samme retning. Det arbejde håber jeg, at vi som atleter kan ære ved at levere varen til EM i Berlin næste år og til de Paralympiske Lege i fremtiden, siger Lasse Kromann, der i sommers vandt VM-guld i RaceRunning på 400 m, 800 m og 1500 m (klasse RR2).

 

Han glæder sig til samarbejdet med Parasport Danmarks atletiklandshold.

 

- For os atleter betyder det, at vi får bedre træningsmuligheder, og så er det en kæmpe ære og et skulderklap. Det åbner også op for, at vi måske kan få bedre eksponering og bedre mulighed for at kombinere vores sport med uddannelse, job eller lignende. Men lige nu er mit fokus rettet mod Branderburger Tor og EM i Berlin, hvor jeg glæder mig til at forsvare de danske farver og fejre, at vi har brudt muren ind til IPC, siger Lasse Kromann.

 

Det foreløbige EM-program tæller distancerne 100 m, 400 m og 800 m, og mænd og kvinder konkurrerer separat i to forskellige sportsklasser – RR1 og RR 2/3. Parasport Danmark forventer 7 danske deltagere i RaceRunning.

 

Fakta om RaceRunning

  • 500 atleter på verdensplan (fra 30 lande)
  • En RaceRunner er en specialbygget 3-hjulet "løbecykel" uden pedaler
  • Sporten giver handicappede, der til daglig kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft.
  • RaceRunning en oplagt sport for blandt andre spastikere, gigtramte og amputerede 
  • RaceRunning blev opfundet i 1991
  • Sporten har tidligere været med ved VM i para-atletik som demonstrationssport (1998 i Birmingham, England)



Seneste Nyheder

Otte danske medaljer ved EM for svømmere med Downs syndrom
Åben samling i paradressur til januar
Guldborgsund lægger veje til DM i paracykling
Musholm hædret som et af verdens bedste sportsbyggerier
Fitness skal være for alle: Tre projekter nytænker fitnesscentre
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Støt Skrab Vind 2017

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster